Avisregimer i kæmpe besparelser

De to store avisgiganter JP/Politikens Hus og Berlingske Media har hver skåret op mod en mia. af omkostningerne de senere år.
MediaWatch

Siden 2007 har Berlingske Media og JP/Politikens Hus skåret udgifter for op mod to mia. kr. Det skriver Børsen.

De store besparelser ses bl.a. på medarbejderstaben, som i sidste uge blev reduceret med 100 mand tilsammen på de to avishuse.

Den største sparer er Berlingske Media, som reducerede omkostningerne med godt en mia. mellem 2007 og udgangen af 2010, mens JP/Politiken sparede 800 mio. kr. og antallet af medarbejdere faldt med ca. 20 pct. på fire år.

Tendens overalt
En stor del af besparelserne er sket inden for bladhusenes infrastruktur og administration via lukninger, personalereduktioner og outsourcing. Det er en tendens, som genfindes overalt, hvor avishuse kæmper med teknologiske udfordringer fra internettet og omskiftelige annoncemarkeder.

Men de risikerer at skyde sig selv i foden, ved de store besparelser, påpeger ekspert.

”Den konkurrencefordel, som dagbladene selv har peget på, er, at de tilbyder kvalitet og fordybelse. Det kræver et niveau af kvalitetsindhold og kvalificerede medarbejdere. Faren er, at man med besparelserne saver den gren over, som man selv sidder på,” siger den svenske medieforsker Staffan Sundin fra Luleå Tekniske Universitet.

Journaliststab ikke beskåret
Men hos JP/Politikens Hus afviser adm. direktør Lars Munch, at de seneste års besparelser har svækket avishusets kerneaktivitet inden for indholdsproduktion.

”De seneste års rationaliseringer har for vores vedkommende især været på tryk og distribution, hvor vi f.eks. har lukket to ud af tre trykkerier. Vi har helt bevidst opretholdt omkostningsniveauet på indholdet og har så mange journalister ansat, som vi havde for fem år siden,” siger han.

- CT

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu