Urban-lukning skidt nyt for ung avislæsning

Et avistilbud mindre til de unge avislæsere er et skridt i den gale retning, mener konsulent - printavisen har stadig potentiale blandt unge.

Gratisaviserne har haft stor betydning i forhold til at vænne og lære unge at læse avis - og den udvikling har Urban været en vigtig brik i, mener undervisningskonsulent Aslak Gottlieb.

"Da gratisaviserne kom frem, så man en klar stigning i unge, der læser avis, og lukningen af avisen har en betydning, fordi Urban har skrevet meget om det by- og kulturliv, unge er den del af," siger konsulent Aslak Gottlieb, der er medforfatter til en rapport, der udkom sidste år, om unges avisvaner baseret på et feltstudie blandt de 12-19-årige avislæsere. Dem er der overraskende mange af stadigvæk ifølge Aslak Gottlieb, og den gruppe har Urban på trods af en lidt ældre målgruppe også haft betydning for, fordi de gerne vil have indhold, der er beregnet på lidt ældre læsere.

"Stilistisk og brandmæssigt har Urban haft stor betydning, fordi det var en af de titler og måske den titel, der havde mest appeal til de ungeavis, der godt kan blive skræmt af det, de møder i andre dagblade," siger Aslak Gottlieb.

"Så i forhold til at give unge læsere et avistilbud, er lukningen et skridt i den gale retning. Det betyder, at der er en titel mindre, og unge vil gerne have valgfrihed," siger Aslak Gottlieb, der medgiver, at den digitale udvikling gør livet sværere for gratis- og printaviserne i forhold til de unge.

"I takt med at mobildata er blevet billigere, så har flere og flere unge også datatrafik på deres telefon - meget mere end for få år siden. Det gør det meget mere nærliggende for medierne at nå de unge via mobilen, men det ene udelukker ikke det andet. Vi ser også mere tv end nogensinde, selvom vi surfer på nettet," siger Aslak Gottlieb, der mener, at printavisen stadig har en berettigelse for den unge målgruppe.

"Det tror jeg. Mange forældre vil opfatte det som en merværdi, hvis der var noget indhold i avisen, der henvendte sig til deres børn, så de kunne læse med ved morgenbordet, og de unge avislæsere angiver selv, at det er fedt, at avisen netop ikke er et digitalt medie. Derfor vil avisen stadig være en nicheplatform fremover, men kan man lave indhold, der er målrettet de unge kan papiravisen bevare en stærk position som nicheplatform," siger Aslak Gottlieb.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu