Mecom kan satse på Holland

Mecoms mulige exit fra Polen og salg af norske Edda Media kan være udtryk for en fokusering på Holland.
MediaWatch

Mecom kan være på vej til helt at droppe sin paneuropæiske strategi til fordel for en entydig satsning på de hollandske aktiviteter. 

Det virker i hvert fald sandsynligt, at Mecom er på vej ud af Polen, vurderer to analytikere på baggrund af Financial Times' oplysninger om, at Mecom efter sommerens frasalg af dele af sine polske aktiviteter vil skille sig af med den sidste del i form af et regionalt medieselskab.

“Mecom har jo sine udfordringer, så jeg har forståelse for, hvis de ønsker færrest mulighed problemområder, derfor virker det sandsynligt med et frasalg af de polske aktiviteter,” siger Atle Vereide, medieanalytiker i SEB Enskilda, Norge.

“Salget af Edda Media og det eventuelle salg i Polen overrasker mig ikke,” siger Henrik Schultz, aktieanalytiker, der følger Mecom for Argo Securities. Han har længe ment, at Mecoms strategi var at satse udelukkende på Holland.

“Mecom lader til at begrænse sig og er formentlig på vej mod en fokusering på Holland. Oprigtigt talt vil de derfor nok gerne sælge Danmark, hvis de kunne få ordentlig pris for det,” siger Henrik Schultz, som bider mærke i, at den nye adm. direktør for Mecom Tom Toumazis netop er hentet fra det hollandsk baserede Endemol.

“Han har stor erfaring fra det hollandske marked, og det er jo nok ikke noget tilfælde, selvom en ny koncernchef normalt skal sætte nye initiativer i gang og købe op,” slutter Henrik Schultz.

- TBH 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu