Dyremose afviser støtte-kritik

I dag retter en professor et hårdt angreb mod Dyremose-rapporten om mediestøtten. Dele af støtten er ulovlig, mener han, men det afviser formand Henning Dyremose.
MediaWatch

Dyremose-rapporten der lægger op til en omfordeling af omkring 400 millioner mediestøttekroner, så pengene både kan gå til trykte medier og internetmedier, har kastet flere skarpe høringssvar af sig.

Hårdest er kritikken indtil videre fra professor i medievidenskab Frands Mortensen, som mener, at der er behov for en helt ny rapport, fordi den blandt andet kun tager udgangspunkt i seks pct. af den samlede mediestøtte, og fordi støtten fra Dagbladsnævnet ikke er anmeldt til EU-Kommissionen.

Kammeradvokat har sagt god for støtten
De hårde udfald tager formand for udvalget Henning Dyremose med noget, der minder om ophøjet ro, og han afviser at gå ind i en debat om de enkelte høringssvar.

“Jeg vil ikke diskutere de enkelte høringssvar. Specielt ikke i forhold til Frands Mortensen, som havde et antal henvendelser til udvalget undervejs, som vi har forholdt os til blandt andet i samarbejde med Kammeradvokaten,” siger Henning Dyremose.

Kammeradvokaten har taget stilling til Frands Mortensens argument om, at blandt andet støtten fra Dagbladsnævnet er ulovlig i EU-mæssig sammenhæng, fordi den kan betragtes som uanmeldt statsstøtte.

“Det tror vi ikke, at den er,” siger Henning Dyremose og tilføjer, at hvis en ændring af mediestøtten bliver vedtaget i Folketinget, skal der også ske en såkaldt notifikation til EU-Kommissionen, som så skal sige god for støtteordningerne.

Kun uenighed om "smådetaljer"
Flere af høringssvarene har - eller vil - rumme kritik af rapporten, men Henning Dyremose understreger, at en enig branche står bag den, og at udvalget kun var uenige på tre punkter, som han kalder “smådetaljer”. Uenighederne gælder blandt andet ejerskabskriteriet, minimumskravet til hvor stor redaktionen skal være for at få støtte samt om støtten skal fordeles efter redaktionelle omkostninger eller efter antallet af medarbejdere.

Udvalget har haft repræsentanter for de fleste brancheorganisationer som Danske Dagblades Forening, FDIM, Dansk Journalistforbund og Danske Specialmedier. Dog har mediegrupper som magasinudgiverne og gratisaviserne ikke siddet med ved bordet, og det er blandt andet baggrunden for, at kulturministeren har sendt rapporten i høring.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu