Lokalavis sender deres journalister i Brugsen

Lokalvisen Dagbladet/Vinderup Avis hiver journalistikken helt ned i øjenhøjde og sender en journalist ned i SuperBrugsen en gang om ugen for at få sig en snak med de lokale.
MediaWatch

På Dagbladet/Vinderup Avis tager man principperne om lokaljournalistik ganske bogstaveligt og har derfor sendt en journalist i Superbrugsen et par timer torsdag eftermiddag for at opsnappe historier fra borgerne. Så kan man komme og få sig en kop kaffe og en småkage og fortælle om alt mellem himmel og jord. Det skriver Dagbladet/Vinderup Avis.

Anderledes historier
Initiativet med reporteren i Superbrugsen er en øget satsning på Vinderup-stoffet, fortæller Dagbladets chefredaktør Hans Krabbe.

”Vi prøver det for at se, hvad det giver at placere en reporter der, hvor folk i høj grad færdes i lokalsamfundet. Jeg håber, det giver flere og anderledes historier fra Vinderup til gavn for både Dagbladet og Vinderup Avis,” siger Hans Krabbe.

Uddeler i Superbrugsen, Palle Strande, ser frem til, at journalisten slår sig ned i hans butik et par timer hver torsdag eftermiddag. Det støtter både butik og blad.

”Det er jo med til at støtte Brugsens gamle slogan om, at vi mødes i Brugsen,” siger Palle Strande.

- CT
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu