MW-læserne: Brud på kildebeskyttelse var det største

Den største nyhed fra mediernes egen verden var uden sammenligning Ekstra Bladets brud på kildebeskyttelse, mener 44 procent af MediaWatch-læserne.
Per Fanefjord Laursen

Årets største nyhed fra medieverden er uden sammenligning Ekstra Bladets brud på kildebeskyttelsen i december. Det mener hele 44 procent af MediaWatch-læserne.

Da Ekstra Bladet brød Peter Arnfeldts, tidl. spindoktor for tidl. skatteminister Troels Lund Poulsen, kildebeskyttelse, gav det anledning til en principiel diskussion af spindoktorernes ageren med journalister.

Man stillede spørgsmålstegn ved den uskrevne regel, at spindoktorernes kun ved nærmere aftale taler til citat, når de taler med en journalist. En kultur, som kom til debat, og som Ekstra Bladet ønskede at gøre op med.

“Medierne bestemmer selv, hvem vi tildeler kildebeskyttelse. Ved at tale løst og fast med spindoktorernes uden for citat har vi skabt et monster, vi ikke kan styre. Med Ekstra Bladets brud på kildebeskyttelsen er både spindoktorernes og journalister tvunget til at redefinere spillereglerne på Borgen, ”skrev medieredaktør Jakob Elkjær i Politiken.

BNB klar til lancering
MediaWatch fulgte tæt, da Berlingske Media først hejste det gule flag og siden opsagde sin mangeårige kontrakt med Ritzau. 20 procent af læserne anser det som årets mediehistorie. Den historie er langt fra færdigskrevet.

Var Berlingskes opsigelse af Ritzau og oprettelse af en intern produktionsenhed en handlekraftig, dyb spareøvelse, eller ønsket om et brud med årtiers journalistisk ensrettethed? Det er op til den enkeltes smag og behag.

Nu er Berlingske Nyhedsbureau, forkortet BNB, klar til at gå i luften 1. januar og levere nyheder 24 timer i døgnet. 25 nye medarbejdere er fordelt på to afdelinger i København og Aarhus, klar til at producere nyheder til ’kunderne’, som indtil videre kun tæller Berlingske Medias egne titler, samt Syddanske Medier og Bornholms Tidende

168 årig avis blev nedlagt
17 procent af læserne fandt, at aflytningsskandalen, der førte til at den 168 år gamle tabloidavis News of the World lukkede, var årets medienyhed.

I august kom det frem, at avisens journalister hackede sig ind bl.a. på en afdød piges telefon og aflyttede beskederne på hendes svarer i jagten på gode historier.

Politiet fandt op mod 4000 tilfælde af ulovlig aflytning heriblandt aflytning af pårørende til faldne britiske soldater, ofre for tsunamien i Thailand og til ofrene for bomberne i London i 2005.

Derimod tager mediabranchen temmelig let på, at Dyremose-udvalget i oktober fremlagde sin rapport og anbefaling til en mediestøtte-revision, som skulle sætte agendaen for politisk handling. Det blev dog udsat af Folketingsvalget.

Årets mediehistorie 2011:


 PFL

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu