Efterkritik: Fremragende grænsekontrol-kontrol

Efterkritikken denne uge er skrevet af Anne-Marie Dohm, rektor for Journalisthøjskolen. Redaktions-gruppen består desuden af lektor og ph.d. Flemming Svith, lektor Kim Albæk og forskningschef Mette Verner, DJMX.

Efterkritikken denne uge er skrevet af Anne-Marie Dohm, rektor for Journalisthøjskolen. Redaktions-gruppen består desuden af lektor og ph.d. Flemming Svith, lektor Kim Albæk og forskningschef Mette Verner, DJMX.


Sidste uges topscore i nyhedsdækningen blev diskussionen om grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse. Og det skulle vise sig, at den historie - hjulpet godt på vej af tyskerne – var levedygtig i endnu en uge.

Og det er i grænsedækningen, at vi har fundet de historier, som i denne uge er med til at give journalistikken et godt navn. For inden det hele sandede til i et hundeslagsmål om, hvad eksperter må sige og ikke må sige, havde Jyllands-Posten pinsedag en fremragende gennemgang af sagen med en række udredende artikler. Blandt andet en historie (og grafik) om, hvad forskellen er på en grænsebom og en trafikreguleringsbom, for det er ret afgørende i hele miseren. Sådan. Godt beskrevet og illustreret. Helt i den anden ende af dækningen har JP talt med den franske filosof Régis Debray, der slår et slag for grænsekontrol, fordi han mener, at grænser er de fattiges bolværk mod udbytning og undertrykkelse. Overraskende vinkel. Læs både det interview og interviewet med tidligere bestyrelsesformand i Grundfos Niels Due Jensen.

JP's dækning af grænsedebatten toppede med efterprøvningen af et af hovedargumenterne for skærpet kontrol - frygten for østeuropæiske hjemmerøvere

Kronen på værket er en artikel, baseret på en gennemgang af endelige domme i sager om hjemmerøverier i 2009-2010. Den viser, at ud af 36 sager med i alt 86 dømte, involverer kun to sager østeuropæere. Det er selvfølgelig interessant, når både V og DF har brugt hjemmerøverier som begrundelse for øget grænsekontrol. JP dokumenterer altså, at hjemmerøveren slet ikke er grænseoverløber. Han bor i Danmark, hvor han i øvrigt i de fleste tilfælde også tidligere er blevet straffet.

Vores andet bud på en historie, som på sigt kan give journalistikken et bedre navn, fandt vi i Information den 8. juni. Historien handler om, at økonomiske eksperter ønsker et etisk kodeks for økonomer, når de deltager som eksperter i medierne. Artiklen er en del af en større serie om økonomisk selvransagelse. Artiklen udmærker sig især ved at have et konkret bud på et etisk bud på kodeks for økonomer – her er også noget at lære for journalister. Samtidig har den en grundig diskussion af, hvorfor det bliver problematisk, når økonomiske eksperter bruges som politiske aktører. Og når eksempelvis finanssektorens egne kommunikationseksperter bliver gjort til økonomiske eksperter. Godt og grundigt arbejde.

Information tog på glimrende vis fat på diskussionen for og imod etiske kodeks for den ekspertstanden af økonomer

Berlingskes ommer
Ugens dumper – hvis den havde været en opgave på journalistuddannelsen - fandt vi i Berlingske lørdag den 11. juni under rubrikken ”Penkowa og co. kan ånde lettet op”. Historien handler om, at regeringen og Liberal Alliance har indgået en aftale om Penkowa-sagen, som betyder, at en uvildig undersøgelse af sagen er udelukket på denne side af et valg.


Berlingske afsiger indirekte dom over Penkowa & Co. med denne rubrik - det er en ommer

Framingen (som vi ville kalde det i undervisningen) er her, at de skyldige slipper for straf. Derfor kan de ånde lettet op. Det fremgår direkte af den indledende tekst, at hjerneforsker Penkowa, tidligere videnskabsminister Helge Sander og universitetsrektor Ralf Hemmingsen kan ånde lettet op. Men det kan de altså kun, hvis de er skyldige, og dermed ikke har lyst til en yderligere granskning af sagen. Hvis de er uskyldige – i det som den uvildige undersøgelse skal kortlægge – trækkes pinen derimod ud. Dermed kommer Berlingskes historie til at konkludere, at de tre hovedpersoner er skyldige i en sag, som ikke er undersøgt. Den går altså ikke.

Ugens ufrivilligt muntre bemærkning fandt vi i Politikens afdækning af ombudsmandens rolle i afdækningen af Tamilsagen. Her blev verdens mest kendte whistleblower i Watergate-sagen omtalt som Big Throat. Han var muligvis en big mouth, selv om han holdt på sin hemmelighed i næsten 40 år. Men hans rigtige dæknavn var Deep Throat.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu