Tøger Seidenfadens skarpe holdninger og enorme samfundsengagement, genindførte en tradition i dansk presse, der ellers ikke har været dominernede i årevis, mener Kim Minke, nuværende leder af Det Danske Kulturinstitut i Storbritannien og forfatter til flere bøger om dagbladenes udvikling.

"Tøger Seidenfaden stod for en tradition i pressen, hvor skribentens holdninger og velartikulerede måde at fremføre dem på i lige så høj grad bærer stoffet som emnet i sig selv. Den tradition har ikke været levende i mange år i Danmark, hvor vi har dyrket den angelsaksiske og objektive tilgang, hvor skribenten i sig selv ikke har haft samme betydning som det fortsat er tilfældet i Tyskland og Frankrig. Der har Tøger været enestående og har måske været farvet af sine år i Frankrig," siger Kim Minke.

Har sat sig dybe spor
Også Anker Brink Lund, professor i medieledelse ved CBS, påpeger, at Tøger Seidenfadens journalistiske aftryk har brudt med traditionerne.

"Tøger Seidenfaden har betydet imponerende meget for dansk journalistik. Ikke kun for dem, der var enige med ham. Mindst lige så meget for dem, han gav kvalificeret modspil, når de mente, at han trak først Weekendavisen og derefter Politiken for meget i retning af meningsdannende viewspaper. Nu mangler hans velargumenterede stemme til fordel for den kontinentale journalistik. Men hans indsats har sat sig dybe spor, og det standpunkt, som i 1990erne forekom gammeldags og aparte, er i dag blevet nyskabende og uomgængeligt," siger Anker Brink Lund med henvisning til, at holdninger og meninger i dag er en vigtig del af mediernes brand.

Views er ikke nok
Kim Minke hæfter sig ligeledes ved, at Politiken har fået en stærkere profil under Tøger Seidenfaden, som har været chefredaktør siden 1993, "selvom det næsten er svært at huske Politiken uden ham".

"Politiken har altid haft store personligheder tilknyttet, men Tøger har rykket avisen over i en stærkere oppositionsrolle i løbet af de seneste ni til ti år under den borgerlige regering. Han har placeret den i en mere socialdemokratisk position end den radikale position, den ellers har indtaget i sine første 110 år," siger Kim Minke.

Han stiller sig dog mere skeptisk overfor, om den store betydning af views og den mere aktivistisk tilgang til journalistikken, som Tøger Seidenfaden har stået for, er den bedste vej for journalistikken.

"I en periode var der en opfattelse af, at når nyheder er tilgængelige alle steder, skal de ikke længere være bærende. Den opfattelse passede til Tøgers fremragende evner som debattør (og han trak avisen i den retning i 2006, red.), og der er nok et gran af sandhed i det. Men de brede nyheder er igen bærende i Politiken og er det fortsat i de øvrige dagblade. Ser man på nicheaviserne, er det jo heller ikke opskriften, der redder dagbladsverdenen," siger Kim Minke, som påpeger, at den "eneste levedygtige niche" er erhvervsaviser som Børsen, idet både Information og Kristeligt Dagblad må modtage supplerende støtte ud over distributionsstøtten.

Ikke en nicheavis
Kim Minke mener ikke, at man kan tale om, at Politiken har udviklet sig i retning af at være en nicheavis i de senere år, fordi dens socialdemokratiske og socialliberale grundlag fortsat henvender sig til en bred skare af læsere - og det er godt det samme, for så mange nicher er der heller ikke at opdyrke, hvis de skal være økonomisk bæredygtige, i et lille mediemarked som Danmark, mener Kim Minke.

Til gengæld er det vigtigt, at dagbladene markerer sig kraftigt i samfundsdebatten, men der går en hårfin grænse mellem at ville det og fortsat at bevare sin redaktionelle uafhængighed.

"Jeg tror, at Politikens aktivistiske tilgang til forskellige sager vil fortsætte, men et tiltag som Irak Centret (hvor afviste asylansøgere blev ansat for at sikre dem ophold i Danmark, red.) er et eksempel på, at den redaktionelle uafhængighed risikerer at blive bundet til eksterne sager, som det bliver svært at skrive objektivt og uafhængigt om for journalisterne, hvilket jo stadig er deres ideal. Men ideen om at mediekoncerner skal være aktive andre steder end i spalterne, tror jeg bliver endnu større med tiden. Eksempelvis via debatarrangementer, men for de fleste dagblade bliver det nok i mindre grad som fortaler for bestemte sager og holdninger og mere som igangsætter af diskussioner," siger Kim Minke.