Børsen dropper Ritzau-push

Børsen er stoppet med at sende historier til citat hos Ritzau - læsere må tegne et abonnement for at læse Børsens historier, siger adm. dir. og chefredaktør Anders Krab-Johansen.
Louise Reseke

2011 betyder ikke alene farvel til samarbejdet med TV 2 - per første januar er Dagbladet Børsen også holdt op med at sende udvalgte historier til citat hos Ritzau. To sider af samme sag, siger den nytiltrådte adm. direktør og ansvarshavende chefredaktør, Anders Krab-Johansen.

"I gamle dage brugte man Ritzau som en reklame for de gode historier, man havde. I dag er der så mange medier og netmedier, der bruger og genbruger vores historier, at det ikke længere giver mening. Folk må købe et abonnement på Børsen, hvis de vil læse Børsens historier. Vi mister selvfølgelig noget reklameværdi, og det er en afvejning, man må gøre sig, men vi mener, at vi vinder på det. Det er det samme, vi har sagt i forhold til TV 2, det skal være slut med at give godt indhold væk."

I sin tid som nyhedschef på Politiken indførte Anders Krab-Johansen også en ny Ritzau-kurs. Fremfor at sende historier fra morgendagens avis til Ritzau samme aften, avisen blev produceret, blev de først sendt ved tre-tiden om morgenen.

"Den model var mere rettet mod gratis- og morgenaviserne end mod netmedierne, og jeg synes faktisk, at kopieringstendensen er eskaleret siden. Det er kun fair, at andre selv må til tasterne. Vi kan og skal ikke undgå at blive citeret, men vi skal heller ikke bidrage til en billig kopiering af vores historier."

Du nævner selv, at I også har sagt farvel til samarbejdet med TV 2 - er der flere tiltag på vej på den her konto?

"Det her er de to lavest hængende frugter. Hvis der kommer flere, skal vi nok plukke dem også," siger Anders Krab-Johansen, der ikke umiddelbart ser nogen downsides i beslutningen.

"Vi mister selvfølgelig et "skriver Børsen" mange steder, men jeg er overbevist om, at vores gode historier nok skal blive citeret alligevel," siger Anders Krab-Johansen, der også godt kan forestille sig, at andre medier vil følge trop.

"Jeg tror ikke, vi bliver de sidste, der gør det her. Det giver ikke mening at producere indhold i dyre domme og så forære det væk."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu