Weekendavisen - nu for børn

Weekendavisen udvider med tillægget 'Faktisk' målrettet børn fra ca. otte til 15 år fra fredag den 1. oktober. Det bliver avisens femte sektion.
Tine Brødegaard Hansen

Vikingernes heste, modeltog og en opskrift på fiskefrikadeller er blandt Weekendavisens tilbud til børnelæsere, når den nye femtesektion 'Faktisk' kommer på gaden i morgen 1. oktober.

Faktisk bliver på 12 tabloid-sider og er udviklet af publicistiske og ikke kommercielle årsager, fortæller Anne Knudsen, adm. direktør og chefreaktør for Weekendavisen.

"Børn vader ligesom voksne i nyheder og informationer, men de har ikke en Weekendavis, der sætter tingene i kontekst og udvælger, hvad der er vigtigt. Jeg har i mange år syntes, at der manglede sådan et tiltag, og det har vi både kræfter og råd til at lave," siger Anne Knudsen.

Sektion får annoncer til børn
Sektionen 'Faktisk' vil indeholde annoncer til børn efter samme princip som den øvrige avis.

"Lige som resten af avisen bliver den åben for en vis andel af annoncer, men det er ikke det, den skal leve af," siger Anne Knudsen.

Hun tvivler på, at sektionen vil resultere i, at avisen får flere børnerige abonnenter.

"Det er ikke målet at få flere abonnenter. Men vi er selv blevet overrasket over, at vi har lige så høj en andel af børnefamilier i 30-40 års alderen, som der er i befolkningen som helhed, blandt vores abonnenter. Vi havde forventet, at andelen ville være mindre, fordi de har så travlt. Derudover har vi et hav af bedsteforældre, som vi tror, bliver glade for at kunne give børnene en spændende sektion - det skal jo ikke være pligtstof," siger Anne Knudsen.

Unge avislæsere kan starte her
Selv om baggrunden for den nye sektion ikke er kommerciel, kan man godt have bagtanker som chefredaktør.

"Det siger sig selv, at vi gerne vil lære den næste generation, hvad en avis er, og at aviser er en del af fremtiden, hvor det er vigtigt at forholde sig til, hvem der siger hvad. På nettet vrimler det med adresseløse nyheder, og det er svært at finde ud af, hvad der er troværdigt. I Weekendavisen er der en tydelig afsender på artiklerne, som man kan tjekke eller kontakte," siger Anne Knudsen.

Ny sektion kan blive klassesæt
Det er avisens faste skribenter, der skal skrive til sektionen. I første udgave skriver Arne Hardis blandt andet om Folketingets åbning.

Går I primært efter de gammelkloge børn, eller vil sektionen ramme mere bredt?

"Vi sorterer allerede i de unge mennesker, fordi sektionen er en del af den avis, vi sender til vores læsere. Så den er til børn, der kommer i hjem, hvor man læser Weekendavisen. Vi bilder os ikke ind, at vi kan nå alle børn, men vi bilder os ind, at det bliver en tiltrækkende sektion, for de børn vi kan nå. Vi har testet sektionen i skoleklasser, og der har lærerne ønsket at få den som klassesæt, så det arbejder vi på," siger Anne Knudsen.

Ud over både korte og længere artikler efter skribenternes egne valg, får den nye sektion en spørgekasse, konkurrencer, opgaver og Niels Rolands tegneserie Muld & Mille. Et fast element bliver en føljeton - i morgen med første kapitel af Kenneth Bøgh Andersens nye roman 'Skæbnemageren'.

Weekendavisens fire øvrige sektioner er Samfund, Kultur, Bøger og Ideer.

Weekendavisen har 259.000 læsere og et oplag på 53.700 ifølge de seneste halvårstal fra Gallup og Dansk Oplagskontrol.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu