Læsertal: Jyllands-Posten taber terræn

Siden marts har Jyllands-Posten tabt over 100.000 læsere. Berlingske Tidende og Politiken har begge haft fremgang i perioden, og i maj er Politiken den mest læste betalingsavis.
Tine Brødegaard Hansen

Siden marts har Jyllands-Posten tabt over 100.000 læsere. Berlingske Tidende og Politiken har begge haft fremgang i perioden, og i maj er Politiken den mest læste betalingsavis.

I maj må Jyllands-Posten se sig slået af Politiken, der har 360.000 læsere mod Jyllands-Postens 343.000 læsere. Berlingske Tidende ligger længere tilbage i feltet med 257.000 læsere. Det viser de seneste læsertal fra Index Danmark/Gallup.

MediaWatch ser dog altid på månedstallene for de seneste tre måneder, da der kan være store udsving i de enkelte måneder. For Jyllands-Posten er tendensen klar. Fra marts til april har landets normalt mest læste avis mistet over 100.000 læsere.

Jyllands-Postens direktør Klaus Høeg-Hagensen forklarer faldet med, at oplaget er dalet.

"Læsertallene er en konsekvens af, at vi har meget stor fokus på oplagsøkonomien, og vi har reduceret oplaget betragteligt. Jeg har en klar forventning om, at vi vil være den mest læste avis på både hverdage og søndage, når man ser på læsertallene for første halvår 2010."

Politiken har også fjernet rabatterne på deres oplag, så det er faldet, men går alligevel frem. Er Jyllands-Postens faldende læsertal i de seneste tre måneder udtryk for en tendens?

"Man skal passe på ikke at styre efter månedstallene. Vi har godt fat i økonomien i bladsalgsforretningen. Den forbedrer sig konstant. Det er flot, at Politiken har den udvikling, men det er ikke noget nyt, Politiken var også størst på læsertal i juni sidste år, så lad os nu se, om ikke vi er størst igen, når halvårstallene kommer. Man kan selvfølgelig diskutere, om afstanden imellem os er mindsket for meget."

Hvor bekymrede er I over udviklingen?

"Vi er ikke bekymrende, men vi følger udviklingen tæt."

Ser man på, hvor meget de enkelte dagblade er faldet og vokset over de seneste tre måneder sammenlignet med samme periode sidste år, er Politiken procentvis faldet en anelse mere end Jyllands-Postens 15,7 pct.

Berlingske Tidende går 11,8 pct. tilbage i perioden.

Det største læsertab i de seneste tre måneder, står Midtjyske Mediers dagblade for med en tilbagegang på næsten 25 procent. Det er en kraftig stigning i forhold til perioden fra februar til april i år versus sidste år, hvor Midtjyske Medier kun tabte 4,2 pct. af læserne.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu