Blodrød april for dagblade

En række af de store aviser oplever i denne tid meget voldsomme fald i oplaget. Ekstra Bladet, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten er hårdest ramt i april.
MediaWatch

En række af de store aviser oplever i denne tid meget voldsomme fald i oplaget. Ekstra Bladet, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten er hårdest ramt i april.

Ekstra Bladet har tabt 10,5 pct. af køberne siden april 2007, og næsten lige så slemt er det gået hos Jyllands-Posten, hvor det betalte oplag er skrumpet med 9,9 pct. Det viser de seneste månedstaltal fra Dansk Oplagskontrol.

Gennem en årrække har aviserne oplevet oplagsfald på mellem 2 og 4 procent sammenlignet med året før, men i dette forår har det set meget sløjt ud med gennemsnitlige fald på mellem 5,9 pct. i marts og 7,5 pct. i januar. I april endte det gennemsnitlige fald på tværs af alle betalte dagblade på 6,3 pct.

Der er dog stor forskel på, hvordan udviklingen har været på de enkelte titler. Mens Politiken i forhold til en hård januar med et fald på 8,6 pct. har bevæget sig en anelse i den rigtige retning, så faldet i april blev på 4,7 pct., har Berlingske Tidende bevæget sig i den forkerte retning.

Berlingske begyndte året dårligt, men klart bedre end Politiken, med et fald på 4,6 pct. i januar. Men i løbet af foråret har avisen tabt terræn i forhold til rivalerne på Rådhuspladsen. I april har Berlingske Tidende smidt ikke mindre end 9,2 pct. af oplaget i forhold til samme måned sidste år.

Ser man på den reelle nedgang i antallet af solgte aviser ser listen over tabere således ud:

  1. Jyllands-Posten -13.942 eksemplarer dagligt på hverdage inkl. lørdag.
  2. Berlingske Tidende -11.398
  3. Ekstra Bladet -10.243
  4. Nordjyske Stiftstidende -7.756
  5. ErhversBladet -6.976
  6. Politiken -5.406
  7. JydskeVestkysten -3.160
  8. Århus Stiftstidende -2.916
  9. B.T. -2.899
  10. Sjællandske -2.748

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu