S: Mediehuse har et særligt ansvar

"En grotesk sag," lyder vurderingen fra Mogens Jensen (S) som reaktion på sagen om de rumænske avisbude.
Tine Brødegaard Hansen

"En grotesk sag," lyder vurderingen fra Mogens Jensen (S) som reaktion på sagen om de rumænske avisbude.

I går kunne nyhedsudsendelsen 21 Søndag fortælle, at de rumænske avisbude Dansk Avis Omdeling benytter ikke får mulighed for at arbejde de 30 timer om ugen, der sikrer at de kan være selvforsørgende.

Dagbladene modtager en offentlig distributionsstøtte på 320 mio. årligt. Men Dansk Avis Omdeling, der ejes af JP/Politikens Hus, har tilsyneladende stadig brug for presse deres bude fra Rumænien til nedsat løn, se artiklen om 21 Søndags indslag.

Mogens Jensen mener, at det er medieordførernes pligt at blande sig.

"Det er en arbejdsmarkedssag som hører under den lovgivning, men når det handler om en stor medievirksomhed som JP/Politikens hus, så syntes jeg det er i orden at kommentere det som medieordfører for de modtager store offentlige tilskud og bør overholde landets lovgivning. Det er ikke tilfældet her."

Mogens Jensen afviser muligheden af, at lave sanktioner via distributionsstøtten, men hvis overtrædelserne gentager sig gang på gang bør støtten overvejes.

"Jeg syntes det er rimeligt, at det offentlige overvejer støtten, hvis man har virksomheder, der gentagne gange overtræder lovgivningen."

Det skyldes at der påhviler offentligt støttede virksomheder et særligt ansvar.

"En ting er at man skal overholde lovgivningen og at det er en overenskomstmæssig betingelse, at man skal have minimum 30 timers arbejde ugentligt, der er ikke noget at tage fejl af, det er jo bare at bede Dansk Avis Omdeling om at rette ind og at afbryde samarbejdet. Men derudover påhviler der virksomheden et særligt ansvar, når den får offentlige tilskud, som vi alle er med til at betale." 

"For at bruge Jyllands-Postens egne ord på lederplads, er det underlødigt, umoralsk og uværdigt at Danmarks største mediehuse i strid med lovgivningen udnytter unge rumænere. Det må vi som politikere forlange, at de retter op på i JP/Politikens hus, så de mennesker får de timer de skal have og den betaling de skal have jf. Østaftalen og lovgivningen," siger Mogens Jensen.

Han tilføjer, at det må ske med tilbagevirkende kraft og mener også at kontakten med de rekrutteringsbureauer, der kræver pengesummer af potentielle avisbude må ophøre.

Venstres medieordfører, Ellen Trane Nørby, melder umiddelbart hus forbi, da hun får kernen i udsendelsen genfortalt. Hun mener ikke at sagen om de rumænske bude er et mediepolitisk emne, men hører under Udlændingeservice. Kulturminister Brian Mikkelsen (K), der har påbegyndt udredningen af mediestøtten i mediesekretariatet om blandt andet distributionsstøtten til dagbladene, har heller ikke nogen kommentarer til indslaget.

Fagforbundet 3F har på deres hjemmeside i dag en opfølgende artikel om sagen.
Se indslaget fra 21 Søndag.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu