Jyllands-Posten udpeger ny redaktionel ledelse

Der er ikke planer om at udvide chefredaktionen, og dermed bliver nyhedsledelse den øverste redaktionelle ledergruppe på avisen.
Carsten Ellegaard er blevet udnævnt som ny journalistisk chef på Jyllands-Posten. | Foto: Casper Dalhoff
Carsten Ellegaard er blevet udnævnt som ny journalistisk chef på Jyllands-Posten. | Foto: Casper Dalhoff

Jyllands-Posten har nu sat det redaktionelle hold af ledere, som skal drive avisen fremad. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Carsten Ellegaard er blevet udnævnt som ny journalistisk chef, hvor han træder ind som redaktionel leder for hele redaktionen. Rollen skal ”styrke den journalistiske gennemslagskraft i den daglige kultur på avisen.”

Carsten Ellegaard har været ansat på Jyllands-Posten siden 1997 og har i de seneste år været nyhedschef. Tidligere har han erfaring fra Christiansborg, ligesom han har været korrespondent i London og undersøgende journalist.

”Der gør en stor forskel at have en øverste chef, som bare brænder for at forløse de bedste tophistorier og også evner og har tiden til at være med til at udvikle dem. En chef, hvis job ikke handler om alt muligt andet end journalistisk ledelse,” siger ansv. chefredaktør på Jyllands-Posten, Marchen Neel Gjertsen, i en meddelelse.

Hun mener, at Carsten Ellegaard er ”garant for frihed og faglighed” - en kombination, der er ”præcis, hvad vi mangler.”

”Han svinger allerede taktstokken, nu får han bare en endnu tydeligere rolle som kapelmester for hele orkestret og bliver leder bl.a. for redaktørerne for Udland, Samfund og Christiansborg;” udtaler Marchen Neel Gjertsen. 

Etablerer nyhedsledelse

Derudover bliver Emilie Holt Vissing Christensens rolle som ledende redaktør på Jyllands-Posten gjort permanent. Det sker for at sikre, at Carsten Ellegaard kan holde et journalistisk fokus.

Emilie Holt Vissing Christensen indtræder i Jyllands-Postens øverste kommercielle ledelse, avisledelsen.

”Et struktureret og ambitiøst blik for vores digitale omstilling er helt afgørende for Jyllands-Postens udvikling i de kommende år. Derfor supplerer de to hinanden stærkt i den nye ledelse,” udtaler Marchen Neel Gjertsen.

Samtidig bliver der etableret en nyhedsledelse af redaktører. Marchen Neel Gjertsen er for nuværende eneste medlem af avisens chefredaktion, og det er ikke planen, at chefredaktionen skal udvides yderligere, fremgår det. Dermed bliver nyhedsledelsen den øverste redaktionelle ledergruppe på Jyllands-Posten.

Tidligere ansv. chefredaktør Jacob Nybroe fratrådte på Jyllands-Posten sidste år, og Steen Rosenbak stoppede ved udgangen af april som chefredaktør for Finans.

Foruden Carsten Ellegaard og Emilie Holt Vissing Christensen vil nyhedsledelsen bestå af samfundsredaktør Mette Mayli Albæk og de to nyansættelser Lars Nørgaard og Thomas Funding, som begge starter på avisen den 1. april som henholdsvis chef for gravergruppen og politisk redaktør. Lars Nørgaard kommer fra Berlingske, mens Thomas Funding kommer fra TV 2.

”Jeg er utrolig glad for det hold, der dermed både kender avisen indefra og tilfører noget nyt udefra. Begge dele er der brug for i en tid, hvor Jyllands-Posten skal forandre sig i højt tempo og samtidig holde fast i alle sine kvaliteter,” udtaler Marchen Neel Gjertsen.

Jyllands-Posten har i den seneste periode gennemgået store forandringer. I sensommeren sidste år blev Jacob Nybroe afskediget som ansv. chefredaktør, og Marchen Neel Gjertsen blev konstitueret på posten. 

I efteråret gennemgik mediet en sparerunde, som havde til formål at skære op til otte pct. af omkostningsbasen fra. I starten af året blev Marchen Neel Gjertsen udpeget som den varige ansv. chefredaktør for dagbladet. Og den nye holdopstilling af redaktionelle ledere afløser altså den midlertidighed, som har præget redaktørholdet siden sommer, fremgår det af pressemeddelelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu