Uafhængig russisk avis sat på pause

Nobelprisvinderen Dmitrij Muratov har valgt midlertidigt at stoppe udgivelsen af avisen Novaja Gazeta efter flere advarsler fra russisk kommunikationstilsyn.
Dmitrij Muratov, chefredaktør på det uafhængige russiske medie Novaja Gazeta. | Foto: Natalia Kolesnikova/AFP/Ritzau Scanpix
Dmitrij Muratov, chefredaktør på det uafhængige russiske medie Novaja Gazeta. | Foto: Natalia Kolesnikova/AFP/Ritzau Scanpix

Den uafhængige russiske avis Novaja Gazeta er sat på pause indtil afslutningen af "den særlige operation på Ukraines Territorium", som redaktionen selv skriver på sin hjemmeside. Det skriver Journalisten.

Nobelprisvinder Dmitrij Muratov er chefredaktør på Novaja Gazeta, som betegnes som Ruslands førende oppositionsavis. I et tweet skriver BBC's redaktør i Rusland, Steve Rosenberg, at det var Ruslands sidste etablerede uafhængige medie.

Indstillingen af avisen kommer efter flere advarsler fra det russiske kommunikationstilsyn Roskomnadzor, som kan betyde, at mediers sendetilladelser og andre licenser inddrages. En lov fra begyndelsen af marts betyder desuden, at journalister kan idømmes op til 15 års fængsel for fx at kalde det, Rusland selv kalder en militæroperation i Ukraine, for en krig.

Efter invasionen af Ukraine bad redaktøren Dmitrij Muratov auktionshuse om at tage kontakt, så han kunne sælge den guldmedalje, han fik sidste år som modtager af Nobels fredspris. Beløbet skulle gå til hjælp til ukrainere på flugt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu