Anders Krab: Pinefuldt at bevidne tavs Michael Dyrby

I den uge, hvor B.T.'s nu forhenværende ansv. chefredaktør ikke svarede på spørgsmål om metoo-sager i sin tid på TV 2, led tilliden til Berlingske Media et knæk, siger mediehusets koncernchef Anders Krab-Johansen, som mener, Michael Dyrby traf den rigtige beslutning ved at gå.
Anders Krab-Johansen, koncernchef og udgiver i Berlingske Media. | Foto: Stine Heilmann/APPR/Ritzau Scanpix
Anders Krab-Johansen, koncernchef og udgiver i Berlingske Media. | Foto: Stine Heilmann/APPR/Ritzau Scanpix

Det var skidt for Berlingske Medias troværdighed, at B.T.'s nu tidligere ansv. chefredaktør Michael Dyrby krøb i flyverskjul for pressens spørgsmål i godt en uge efter anklager fra Anna Thygensen om sexistiske kommentarer i hans tid som chef på TV 2. Det siger Berlingske Medias koncernchef og udgiver, Anders Krab Johansen, i et interview i Deadline på DR2 søndag aften.

"Det har været rigtig skidt. For hver dag der gik, blev det sådan set værre, fordi vi jo kræver, at folk står til ansvar for deres handlinger hele tiden," siger Anders Krab-Johansen, der derudover fortæller, at det var "pinefuldt" for det første at være vidne til, at Michael Dyrby i dagevis ikke kommunikerede til pressen, og for det andet at stå i mørket i forhold til, hvad der var sket på TV 2.

Michael Dyrby meldte fredag eftermiddag ud i et indlæg på sit eget medie B.T., at han trak sig som ansv. chefredaktør som følge af sagen om krænkelser og grænseoverskridende adfærd i sin tid på TV 2 og især hans efterfølgende håndtering af den.

"Jeg har ikke levet op til den standard, som vi normalt forlanger af andre kilder. Det går ikke, for det svækker hele grundlaget for journalisternes daglige virke. Ikke bare på B.T. - men i hele Berlingske Media," skrev Dyrby blandt andet.

I interviewet i Deadline siger Anders Krab-Johansen, at han gerne ville have beholdt Michael Dyrby, men at Dyrby traf den rigtige beslutning ved at træde af fredag, hvor han som chefredaktør ikke længere havde den nødvendige autoritet.

Sagen begyndte for 14 dage siden, da dokumentaren "Metoo: Sexisme Bag Skærmen" om en seksualiseret kultur og krænkelser på TV 2 blev offentliggjort på Discovery+. Dagen efter afslørede Anna Thygesen, som også deltog i dokumentaren, at det var Michael Dyrby, der i 2007 efter en julefrokost havde sagt til hende, at hun aldrig ville blive til noget på TV 2, bl.a. fordi han "ikke ville kneppe" hende.

Michael Dyrby har siden afvist at have sagt noget så grænseoverskridende til Anna Thygesen, men i et stort interview i Berlingske tirsdag i sidste uge fortalte, at han havde krænket og opført sig grænseoverskridende og sexistisk i sin tid på TV 2.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu