DEBAT | "Det er for kommercielt." "Det promoverer et produkt." "Skriv et debatindlæg."

Efter at have tilbragt 10 år i kommunikationsbranchen har jeg efterhånden hørt ovenstående tilbagemeldinger fra danske nyhedsmedier rigtig mange gange. Bevares, det lykkes mig også løbende at afsætte mine historier, men ikke desto mindre sker det bemærkelsesværdigt tit, at journalisten får paraderne op, så snart denne får færten af, at en repræsentant fra en virksomhed står bag et budskab. Som oftest har det skær af en ren automatreaktion.

Jeg er selv uddannet journalist og var i flere år ansat på Jyllands-Posten, så jeg er helt med på, at der selvfølgelig er en grænse for, hvad et medie kan og skal bringe – og at mange virksomheder ikke kender forskel på en journalistisk historie og skamløs promovering af et tilfældigt produkt.

Som kommunikationsrådgiver har jeg blandt andet oplevet en kunde bede mig om at skaffe ham 5-10 minutters taletid i TV Avisen, så han kunne fortælle danskerne om et nyt produkt til brug i forbindelse med skadedyrsbekæmpelse. Sådan hænger medierne selvfølgelig ikke sammen, og gud ske lov for det. Historierne skal gerne have samfundsrelevans og må selvfølgelig ikke være ren reklame for den pågældende virksomhed.

Alligevel oplever jeg alt for tit, at potentielle journalistiske historier bliver afvist alene af den årsag, at de promoverer budskaber på vegne af en virksomhed. For nylig for eksempel en virksomhed, der har udviklet en løsning, som kan sikre en intelligent udnyttelse af bygningers strømforbrug. Det kan blandt andet forhindre, at elnettet bryder sammen, efterhånden som flere af os skifter vores benzin- og dieselbiler ud med el. Umiddelbart en ret relevant funktion og på det nærmeste en forudsætning for at nå i mål med den grønne omstilling.

Personfnidder og some-kommentarer

Der var også historien om en virksomhed, der peger på, at ventilationen er utilstrækkelig i 6 ud af 10 danske folkeskoler. Og at den dårlige luftkvalitet påvirker vores børns trivsel og indlæring negativt, hvilket kan afhjælpes relativt billigt ved at tænke indeklima ind i diverse renoveringsprojekter på skolerne. Skete det, ville eleverne i teorien blive et helt år hurtigere om at lære folkeskolens pensum. Set herfra ekstremt relevant viden.     

Begge historier endte imidlertid som debatindlæg i mindre fagmedier. Tilsyneladende fordi nyhedsmedierne ikke ser det som deres opgave at formidle den type indhold. Det havde muligvis været anderledes, hvis budskaberne kom fra forskere eller uafhængige organisationer. Men ikke virksomheder.  

Til gengæld flyder nyhedsmedierne over med politisk personfnidder, hvor politiker A fortæller, at politiker B er dum. Og naturligvis en opfølgning hvor politiker B fortæller, at politiker A er helt galt på den. Hele det konfliktoptrappende amokløb, hvor to modpoler bliver stillet over for hinanden, er der tilsyneladende uanede mængder spalteplads til. Vel at mærke uden at det gør nogen nævneværdigt klogere.

Ligeledes bliver der fundet plads til promovering af mere eller mindre tilfældige menneskers budskaber på sociale medier. Råber personen højt og giver udtryk for en ekstrem holdning, er det ofte nok til at kvalificere sig til at blive en del af nyhedsbilledet. Det er endda blevet normalt at citere navnløse brugere på diverse sociale medier. "…skriver en bruger på Twitter" kan i flere medier fint bruges til at benævne et citat. Åbenbart.

Synd for medieforbrugerne

Under alle omstændigheder havner virksomheders budskaber ofte i erhvervsmedier og fagmedier – hvor man sagtens kan argumentere for, at de hører hjemme. Alligevel studser jeg løbende over, hvor tit for eksempel sportsnyheder og kulturnyheder havner i centrum af nyhedsstrømmen sammenlignet med erhvervsnyhederne. Er FCK, Uefa og Manchester United da ikke kommercielle foretagender på linje med mere traditionelle virksomheder, der har en del sværere ved at nå nyhedsmediernes forsider?

Og hvordan kan DR egentlig forsvare at dedikere en artikel til at diskutere afslutningen på Netflix-serien The Undoing? Netflix er mig bekendt også et ret så kommercielt foretagende.

Medierne må selvfølgelig prioritere deres nyhedsdækning, præcis som de ønsker. Og mit ego lever helt ærligt fint med at få historier afvist med jævne mellemrum. Blot er der for mig at se kommercielle interesser eller mere eller mindre skjulte agendaer forbundet med stort set alle mediehistorier. Så hvorfor konsekvent nedprioritere nogle typer historier og give ubegrænset taletid til andre?

Jeg undrer mig og har gjort det længe. Jeg synes, det er synd for de læsere og medieforbrugere, som aldrig får kendskab til de mange gode ideer og spændende projekter fra striben af kloge hoveder i dansk erhvervsliv. I stedet må de fornøje sig med endnu en historie om kongehusets gøren og laden, endnu en provokation fra Sørine Godtfredsen, endnu et vanvittigt udsagn fra Donald Trump, endnu en Facebook-opdatering fra Brian Mørk eller endnu en finurlig vinkel på Inger Støjbergs rigsretssag.