Corona-hjælpepakke har fået flere til at tilmelde sig Pressenævnet

Listen over digitale medier tilmeldt Pressenævnet er blevet længere under coronakrisen, efter den økonomiske hjælpepakke blev gjort betinget af en registrering, skriver Journalisten.
Foto: Screenshot
Foto: Screenshot

Vil man som medie have snablen ned i statens redningsplanke til medier, der har tabt annoncekroner under coronakrisen, kræver det, at man er tilmeldt Pressenævnet og dermed underlægger sig medieansvarsloven. Dét incitament har de seneste måneder fået listen over digitale medier tilmeldt Pressenævnet til at vokse, skriver Journalisten.

"Pressenævnets sekretariat oplevede en mærkbar stigning i henvendelser med spørgsmål om, hvornår et medie er omfattet af Pressenævnets kompetence i forbindelse med indgåelsen af aftalen om kompensationsordning for medievirksomheders tabte annonceindtægter den 1. april 2020," skriver nævnets sekretariat i en mail til fagbladet.

Konkret steg antallet af nye medier, der har tilmeldt sig nævnets kontrol, i april til 38 - efter antallet af tilmeldinger havde ligget på 4, 11 og 9 i hhv. januar, februar og marts, inden coronakrisen lukkede landet ned. Efter april er antallet af nye tilmeldinger i de følgende måneder faldet til hhv. syv, ni og fire.

Ved udgangen af august var der udbetalt godt 57 mio. kr. fra mediehjælpepakken, der altså delvist skal kompensere medier for deres faldende annonceindtægter. Som medie kan man få del i puljen, hvis annoncetabet som konsekvens af coronakrisen overstiger 30 pct. Beløbet fra første ansøgningsrunde kan stadig nå at blive højere, oplyste Slots- og Kulturstyrelsen i august, da der stadig er sager under behandling.

Indtil nu har kun medier, som ikke modtager redaktionel produktionsstøtte som fx ugeaviserne, kunnet søge om støtte fra puljen. Det havde 223 medier gjort ved ansøgningsfristen i slutningen af juni.

Medier har foreløbig fået knap 60 millioner fra mediehjælpepakke

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu