Berlingske Media køber hovedparten af lydmedie

Selskabet Listen to News, der har eksisteret siden 2014, får Berlingske Media som hovedejer og skal blive "en førende spiller inden for distribution af nyheder på lyd," lyder ambitionen fra koncernchef.
Foto: Niels Hougaard/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix
Foto: Niels Hougaard/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix

Berlingske Media tager et nyt skridt ind på markedet for lyd og køber 60 pct. af Listen to News. Det oplyser mediekoncernen i en pressemeddelelse.

Listen to News arbejder med nyhedsformidling på lyd og samarbejder med en række medier som B.T. og Altinget, som Listen to News bringer oplæste nyheder fra. Selskabet fortsætter med at være uafhængigt og bliver således ikke flettet sammen med Berlingske Medias andre udgivelser. Det bliver ikke oplyst, hvor meget Berlingske Media har betalt for ejerandelen.

"Vi ser frem til samarbejdet og satser på, at Listen to News kan udvikle sig til en førende spiller inden for distribution af nyheder på lyd," siger Anders Krab-Johansen, koncernchef og udgiver hos Berlingske Media, i meddelelsen.

Listen to News blev stiftet 2014. Den nuværende ejerkreds fortsætter med at være en del af selskabet, fremgår det.

"Listen to News er blevet modnet de seneste år, og vi er klar til at investere i næste skridt. Derfor er vi taknemmelige for, at vi får en hovedaktionær med indgående viden om mediemarkedet," udtaler Christian Grønlund, adm. direktør for Listen to News.

Selskabet har som nævnt eksisteret siden 2014 og har endnu sit første fremlagte overskud til gode. Seneste årsregnskab dækker 2018, og her var der et minus på 1,3 mio. kr. på bundlinjen.

På markedet for lyd har Berlingske Media bl.a. tidligere været hovedejer af Radio24syv. Efter kanalen lukkede i efteråret 2019, fortsatte en række programmer i regi af Berlingske Media.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu