Jysk Fynske får tocifret millionbeløb fra ejere til at begrænse fyringer i sparerunde

Aktionærerne bag Jysk Fynske Medier frigiver 32,5 mio. kr. årligt til mediekoncernen de næste tre år for at dæmpe de varslede besparelser, som coronakrisen har affødt. Håndsrækningen kommer med flere krav og er primært øremærket redaktionerne. Tillidsmand forventer markant færre fyringer.
Foto: PR/Jysk Fynske Medier/Mads Hansen
Foto: PR/Jysk Fynske Medier/Mads Hansen

En uge inden den bebudede sparerunde i Jysk Fynske Medier træder ejerne til med en hjælpende hånd, der gør den aktuelle fyringsrunde i koncernen væsentligt mindre blodig.

I alt træder ejerkredsen til med 32,5 mio. kr. årligt de næste tre år. Det skal ses i lyset af det samlede sparemål på 60 mio. kr.

Per Westergård, bestyrelsesformand for Jysk Fynske Medier, forklarer, at beslutningen blev truffet onsdag på et ekstraordinært bestyrelsesmøde. Der skrues på to knapper, som altså vi give mediekoncernen et økonomiske pusterum på 32,5 mio. kr. hvert år.

"Aktionærgrupperne bag Jysk Fynske Medier har besluttet sig for de næste tre år at give afkald på betaling for udgiverrettigheder, som er 17,5 mio. kr. om året. Derudover har vi besluttet at sænke overskudsforventningerne fra 20 mio. kr. årligt til 5 mio. kr. årligt de næste tre år. Det betyder, at ejerne i alt bidrager med 32,5 mio. kr., som reducerer det samlede sparemål," siger Per Westergård.

Det er uvist, om de 32,5 mio. kr. én-til-én vil blive trukket fra sparekravet på 60 mio. kr.

Håndsrækningen fra ejerne rimer på en lignende øvelse fra efteråret 2019. Her gennemførte Jysk Fynske Medier en spareplan frem til og med 2022, og i dén forbindelse sagde ejerne nej tak til betaling for udgiverrettigheder i 2020, ligesom overskudskravet blev sænket fra 20 til 10 mio. kr.

Ejerkredsen bag Jysk Fynske Medier tæller Jyske Medier, Den Sydvestjydske Venstrepresse og Fynske Medier, som igen er ejet af forskellige fonde, holdingselskaber, private aktionærer og andelshavere.

20 mio. kr. til redaktioner

Den hjælpende hånd kommer dog ikke uden betingelser for Jysk Fynske Medier. De 32,5 mio. kr. skal nemlig bruges på to ting – særligt at begrænse redaktionelle besparelser. De er i den aktuelle sparerunde sat til 23,6 mio. kr.

"20 af de 32,5 mio. kr. skal øremærkes til at sænke sparekravet i de redaktionelle afdelinger. Det vil sikkert være kontroversielt for nogen. Der er jo også en masse andre arbejdsfunktioner, og de er ved Gud også vigtige. Men vi har i ejerkredsen besluttet at give 20 mio. kr. til det redaktionelle område, fordi vi ser os som publicister. Vi har vanskeligt ved at leve med, at der skulle ske så stor en nedskæring på det redaktionelle område, som der var lagt op til i spareplanen. Vi brød os ikke om de skadevirkninger, som vi kunne se, det kunne få," siger Per Westergaard, der fremhæver netop salget af indholdet som en relativt stabil del af Jysk Fynske Medier:

"Salget af indhold ligger på omkring 600 mio. kr. årligt, og det har været ret stabilt i flere år. Det er mere svingende, hvor mange annoncer vi sælger, og hvad vi får for dem. Det er jo dér, blødningen i mediebranchen har været de seneste år."

De resterende 12,5 mio. kr. af ejernes håndsrækning skal gå til at sætte yderligere skub i udviklingen enten gennem opkøb eller investeringer i den eksisterende forretning.

"Vi har normalt et udviklingsbudget på 40 mio. kr., og det bliver så 52,5 mio. kr. Det bliver ikke øremærket det redaktionelle område, men ejerne siger i aftalen, at de ønsker en stærkere udvikling på det redaktionelle område og et stærkere indholdssalg. Men pengene er til rådighed på tværs af afdelinger," siger Per Westergård.

Venter mange stillinger reddes

Tillidsrepræsentant for de redaktionelle medarbejdere, Per Schultz-Knudsen, forventer, at håndsrækningen fra ejerne vil nedbringe antallet af fyringer markant.

"Udgangspunktet var 60 stillinger, der skulle nedlægges på redaktionerne, og det her er omkring 40 stillinger, der bliver reddet," siger tillidsrepræsentanten, der som de øvrige medarbejdere i mediehuset fik beskeden på et fællesmøde torsdag morgen.

"Det stiller os betydeligt bedre, og det er rart at vide, vi har nogle publicistiske ejere, der sætter forpligtelsen til at arbejde for demokrati og sammenhængskraft i de lokale samfund højere end profitmaksimering. Jeg har i flere interviews givet udtryk for min frygt for, hvad det ville betyde for den redaktionelle dækning, hvis vi skulle gennemføre de her fyringer, og jeg er da glad for, at vores ejere deler den frygt og derfor går ind og hjælper."

Besparelserne kan dermed formentlig klares med nedlæggelse af vakante stillinger samt tidligere varslede effektiviseringer på koncernens redigerende enhed, der har navnet Printcentralen og har til huse i Esbjerg.

"Vi undgår formentlig ikke fyringer, men hvordan det kommer til at falde ud, får vi først at vide i morgen, når der er forhandlingsmøde igen. Vi så gerne, at man ikke nedlagde praktikantstillingerne, fordi vi også har en uddannelsesmæssig forpligtelse," siger Per Schultz-Knudsen.

Fokuserer på indholdet

Per Westergård kan godt forstå, hvis andre medarbejdergrupper stiller sig undrende over for kravet om at bruge 20 ud af de 32,5 mio. kr. på det redaktionelle område. Men det er den rigtige løsning, vurderer han.

"Du vil aldrig høre mig tale om medarbejdergrupper som nogen, der er mere eller mindre værd end andre. Jeg er helt med på, at en medievirksomhed ikke hænger sammen, hvis vi ikke er et sammentømret hold, der støtter og hjælper hinanden. Men det er sådan, at alt står og falder med, at vi har et indhold, der er af en sådan kvalitet og kvantitet, at folk ønsker at betale for det. Hvis der ikke er noget indhold, så er der ikke noget at sælge annoncer til, noget at trykke eller noget at distribuere."

Kan du forstå, hvis der sidder en trykker, en annoncesælger eller en distributør i Jysk Fynske Medier og tænker, at de ikke er "top of mind" hos selskabets bestyrelse?

"Selvfølgelig kan jeg det. Det er kun naturligt. Men jeg vil hjertens gerne i dialog med dem, der tænker sådan, for jeg mener faktisk, at der er saglighed i, at vi gør det på den måde. En høj kvalitet af indholdet er forudsætningen for, at vi har en forretning rundtom. Det kan være kontroversielt i nogle menneskers ører, men jeg synes, der er en kerne af sandhed i det," siger Per Westergård.

"Orden i penalhuset"

Et andet punkt i aftalen er, at eventuelle skævheder i produktivitet skal udlignes.

"Der skal leves op til nogle punkter i aftalen. Ét af dem er, at vi hører, at mange kigger lidt skævt til hinanden og mener, at andre tjener for meget eller producerer for lidt. Vi vil have, at der skal bringes orden i penalhuset, hvis der er rod i det. Forskelle i løn og produktivitet skal rettes specielt på det redaktionelle område," siger Per Westergård og uddyber:

"Når jeg taler med folk i virksomhederne, så er det et issue, at der er forskelle, som er ulogiske. Det kan være, at indsats ikke hænger sammen med lønniveau, fordi nogle lønniveauer kan have en historisk baggrund, der ikke længere er relevant. Men om de reelt findes, ved jeg ikke. Vi beder bare direktionen om at kigge på det og rapportere til os, hvis der er medarbejdere, der er særligt forgyldte, eller hvis der er afdelinger, hvor produktiviteten ikke er så høj, som man kunne ønske sig."

For ejerkredsen betyder aftalen mindre indtægter de næste tre år. Og det vil kunne mærkes, spår Per Westergård.

"Det, vi gør her, kommer til at gøre ondt på nogle af aktionærgrupperne. De bruger ikke pengene på tant og fjas, når Jysk Fynske Medier har overskud, men har nogle organisationer i deres bagland, som de driver. Så det er en stor beslutning, at vi frasiger os så store beløb de næste tre år," siger Per Westergård.

MediaWatch forsøger at få en kommentar fra Jesper Rosener, adm. direktør for Jysk Fynske Medier.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu