Tidligere fagbladsredaktør bliver chefredaktør hos Bornholms Tidende

Øjvind Hesselager, der stoppede som chefredaktør for Journalisten i juni, bliver fra december ansv. chefredaktør for Bornholms Tidende.
Øjvind Hesselager tiltræder jobbet som ansv. chefredaktør 1. december. | Foto: Berit Hvassum, Bornholms Tidende
Øjvind Hesselager tiltræder jobbet som ansv. chefredaktør 1. december. | Foto: Berit Hvassum, Bornholms Tidende

Øjvind Hesselager bliver 1. december ny ansv. chefredaktør for Bornholms Tidende og selskabets øvrige udgivelser. Det oplyser Bornholms Tidende i en pressemeddelelse.

Den kommende chefredaktør var chefredaktør for fagbladet Journalisten indtil juni, hvor han stoppede under nogen opstandelse. Han har senest været selvstændig konsulent og rådgiver.

"Jeg glæder mig til at være med til at sikre, at øen i mange år frem har en stærk, nysgerrig og opsøgende presse, selv om mediebilledet forandrer sig, og det er sværere at være avis. Det er en stor udfordring både journalistisk og økonomisk. Jeg er spændt og vil kæmpe for, at vi lykkes," siger Øjvind Hesselager i meddelelsen om sit kommende job.

Posten som ansv. chefredaktør på Bornholms Tidende har tidligere været bestredet af Søren Christensen, der ligeledes var adm. direktør. I august blev han præsenteret som ansv. chefredaktør for Nordjyske Medier.

Hos Bornholms Tidende er posten som adm. direktør blevet overtaget af Kim Eland, der er rekrutteret internt.

"For Bornholms Tidende og mig har det været vigtigt at finde en chefredaktør, som brænder for lokaljournalistikken og for Bornholm. Jeg er derfor glad for, at Øjvind Hesselager har sagt ja til opgaven med at lede redaktionen på Bornholms Tidende, og jeg ser frem til et godt samarbejde," siger Kim Eland i meddelelsen.

Bornholms Tidende finder ny direktør internt

Bornholms Tidende konstituerer ny direktør og chefredaktør 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu