Ugeavisdirektør: Ærgerligt signal at sløjfe millionpulje til ugeaviser

Sidste år besluttede den daværende VLAK-regering at afsætte en pulje til støtte af ugeaviser på 25 mio. kr. fra 2020. Men med regeringsskiftet blev puljen aldrig realiseret. "Det er rigtig, rigtig ærgerligt," lyder det fra direktør.
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix

Det er ærgerligt for det lokale demokrati, at den politiske interesse er forduftet for støttepuljen til ugeaviser, som ellers skulle gælde fra 2020. Sådan lyder meldingen fra Steffen Glaas, der er direktør for Herlev Bladet, i Journalisten.

Puljen på 25 mio. kr. årligt fra 2020 til 2023, var en del af sidste års medieaftale, men nåede aldrig at blive lovbehandlet, inden et folketingsvalg betød ny mandatfordeling og en ny S-regering, der har valgt at sætte sidste års medieforlig i bero for at kunne genforhandle aftalen. Derfor må ugeaviserne skyde en hvid pil efter millionstøtten efter nytår.

"Det er rigtigt, rigtigt ærgerligt, for der var endelig kommet fokus på ugeaviserne. Og selv om det var en begrænset støtte, så var det et vigtigt signal for vores branche at få den anerkendelse, at ”lokaldemokratiet er dødvigtigt – det vil vi gerne sætte fokus på," siger Steffen Glaas til Journalisten.

Han bliver bakket op af redaktør på Fanø Posten, Finn Arne Hansen, der kalder situationen "dybt trist". Ifølge Steffen Glaas er ugeaviserne presset af stigende udgifter til omdeling, mens indtægterne fra annoncer bliver reduceret for hvert år, der går, og han frygter derfor, det kan føre til lukninger, siger han til Journalisten.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu