Politisk flertal bag at flytte licensen over på skatten

Koret af partier, der taler for en ændring af medielicensen, er nu så stort, at der er politisk flertal for at finansiere den over skatten fremover. Det vil gøre licensfinansieringen mere solidarisk, mener flere partier.
Foto: /ritzau/Jens Dresling
Foto: /ritzau/Jens Dresling

Alle partier med undtagelse af Liberal Alliance, der endnu ikke vil udtale sig om sin holdning, melder sig nu klar til at skrotte medielicensen for i stedet at lægge betalingen til public service medier over på skatten. Det skriver DR.

Debatten om at ændre licensbetalingen har været i gang on and off  gennem i 2017. Senest blussede den op i oktober, da Alternativet sluttede sig til gruppen bestående af bl.a. Dansk Folkeparti, SF og Radikale Venstre, som på daværende tidspunkt slog til lyd for en afskaffelse af licensen. Ifølge DR udgør gruppen af tilhængere nu det meste af folketingssalen.

Udformningen af den fremtidige licensfinansiering er højaktuel i forbindelse med det kommende medieforlig, men også af de igangværende skatteforhandlinger.

Partier: Mere retfærdigt

Socialdemokratiets medieordfører, Mogens Jensen, fortæller, at ved at flytte licensbetalingen over skatten, bliver myndighederne bedre rustet til at indkræve pengene fra den del af befolkningen, som i dag undlader at betale licens.

"Så er der ikke nogen, der kan holde sig udenfor, og hvis alle kommer til at bidrage, så kan den enkelte også komme til at betale lidt mindre," siger Mogens Jensen til DR.

Den tanke deler Jakob Mark, medieordfører for SF, som også understreger, at en licensindkrævning over skatten vil være mere "social retfærdig".

"Den er uretfærdig nu, fordi man som studerende eller som kontanthjælpsmodtager betaler det samme som en højt lønnet direktør, og den er uintelligent, fordi hvis man bor i kollektiv tre mennesker, så skal man betale tre licenser, hvorimod hvis man bor en familie sammen, så skal man kun betale en licens," siger Jacob Mark til DR.

Alternativet og Enhedslisten ønsker bl.a., at der bliver lavet en særskilt medieskatopkrævning i stil med den nuværende kirkeskat for at sikre, at pengene bliver adskilt fra finansloven, mens Dansk Folkeparti også ser muligheder for at lave en skattefinansiering ved at hæve bundskatten eller sænke personfradraget, skriver DR.

Venstres medieordfører, Britt Bager, har tidligere meddelt, at partiet er åben over for en omlægning af licensen, så længe den enkelte ikke kommer til at betale mere end i dag. Hun har bl.a. foreslået, at finansieringen bliver låst i en forligsperiode, så bevillingen til public service ikke inddrages i de årlige finandslovsforhandlinger. Hos De Konservative har man tidligere meddelt, at partiet går ind for en differentieret licens, hvor for eksempel studerende betaler et mindre beløb.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår