Kulturminister: "Der er brug for en ny model for mediestøtte"

En gennemgang af den eksisterende mediestøtteordning er nødvendig, lyder det fra ministeren, efter flere medier har kritiseret det nuværende system for at være skævvridende.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt vil ikke blande sig i sagen om, at Berlingske nu får støtte fra supplementsordningen. Men der er behov for en ny model for mediestøtte, lyder det fra ministeren. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt vil ikke blande sig i sagen om, at Berlingske nu får støtte fra supplementsordningen. Men der er behov for en ny model for mediestøtte, lyder det fra ministeren. | Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Det har genantændt debatten om fordeling af mediestøttemillionerne, at Berlingske i år står til at få et tilskudshop på syv mio. kr. ved at være berettiget til tilskud fra den såkaldte supplementsordning.

I stedet for at se sin redaktionelle produktionsstøtte falde fra 17,5 til 12,5 mio. kr. som bl.a. Politiken, Jyllands-Posten og andre landsdækkende aviser, får Berlingske i år 19,5 mio. kr. Hidtil har det alene været de smalle udgivelser Information og Kristeligt Dagblad, der fik støtte fra supplementsordningen.

Det har rejst kritik fra de ansv. chefredaktører fra både Politiken og Jyllands-Posten samt topchefen i JP/Politikens Hus, som alle mener, at det understreger, at den nuværende mediestøtteordning har spillet fallit og er med til at understøtte en skæv konkurrence i mediemarkedet.

Selv Berlingske Medias adm. direktør og udgiver, Anders Krab-Johansen, hvis medie nu drager fordel af den aktuelle ordning, bruger ifølge sig selv den nye støttetildeling til at understrege det problematiske i den nuværende model for mediestøtte - især supplementsordningen.

Minister vil ikke blande sig

At Berlingske i år kan indkassere et højere støttebeløb fra den danske stat går stik imod intentionerne i den seneste medieaftale fra 2023. Her blev det besluttet at omfordele mediestøtten ved at sænke titelloftet på landsdækkende avismedier for at hæve det for lokale og regionale udgivelser.

Det efterlader spørgsmålet om, hvorvidt det er meningen med supplementsordningen, at en udgivelse som Berlingske kunne sikre sig ekstra støttekroner på trods af samlet at have over 100.000 abonnenter på print og digitalt.

Til det spørgsmål lyder det fra Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), der stod bag medieaftalen 2023, som bl.a. videreførte supplementsordningen trods kritik af støttepuljen fra flere i branchen, at han ikke vil blande sig i den konkrete sag af hensyn til armslængdeprincippet.

”Jeg vil gerne understrege, at det fortsat er min klare forventning, at de lokale og regionale medier vil blive styrket som følge af de ændringer, vi har gennemført i mediestøtten. Rent juridisk kan jeg forstå, at Berlingske kan opnå støtte fra supplementsordningen, blandt andet fordi avisens trykte oplag er under 40.000 pr. udgivelse,” udtaler han i en skriftlig kommentar til MediaWatch.

”Derudover vil jeg gerne slå fast, at det er Medienævnet, der behandler ansøgninger og træffer afgørelse i konkrete sager om mediestøtte. Det blander jeg mig ikke i som minister.”

Behov for at genbesøge mediestøtten

Jakob Engel-Schmidt siger dog i samme ombæring, at der er behov for at genbesøge mediestøtteordningen - dog uden direkte at referere til den aktuelle sag.

”Der er brug for en ny model for mediestøtte, der kan favne den digitale udvikling, ændringerne i mediebilledet og de platforme og formater, vi bruger i dag. Det er netop derfor, at vi med Medieaftalen har aftalt at nedsætte et udvalg, der skal se på indretningen af den fremtidige mediestøtte,” udtaler ministeren.

Ifølge MediaWatchs oplysninger er en nedsættelse af udvalget, der skal gøre alvor af intentionerne om at genevaluere mediestøtteordningen og komme med et bud på en ny model, på trapperne. 

Men ministeriet afviser at kommentere på, hvad udsigterne for indsatsen er. Det er mere end et år siden, den brede medieaftale blev indgået, hvori planen om at genbesøge mediestøtten også indgår.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også