TV3's Kim Poder rykker op i MTG

TV3-direktør Kim Poder er udnævnt til adm. direktør for hele MTG Danmark. Det betyder farvel til Viasat-direktør Peter Mægbæk, der forlader sin stilling.

TV3-direktør Kim Poder er i dag udnævnt til CEO for hele MTG Danmark og får dermed ansvaret for både TV3-kanalerne og for distributionsgrenen af MTG - Viasat.

Det betyder også, at Viasats danske direktør Peter Mægbæk forlader sin stilling i løbet af kort tid.

Ændringerne sker i flere MTG-markeder, hvor man samler ansvaret for alle aktiviteter under én chef for at optimere synergien mellem tv-produktion, -salg og -distribution.

Kim Poder, der kom til TV3 i 1999, vil fra i dag referere direkte til MTG's koncernchef Jørgen Madsen og ikke til en nordisk TV3-chef, Anders Jensen, som tidligere.  Før har den danske Viasat-direktør refereret til MTGs vicedirektør Jette Nygaard-Andersen.

"Vi fjerner et ledelseslag, så vi i hvert marked er tættere på kunderne og seerne, og kan agere hurtigere på et mediemarked i hastig forandring. Ikke mindst ændringerne i kundernes forventninger til, hvad de vil have fra os," siger Kim Poder til Mediawatch.

Ændringerne betyder bl.a. at den danske digitale chef Anders Oliver Andersen vil referere til Kim Poder.

Kun streamingtjenesten Viaplay ligger fortsat uden for Kim Poders råderum. Viaplay bevares som en ren pan-nordisk aktivitet, der er placeret under den digitale enhed MTGx.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også