Efter planen skulle DR lancere en ny kanal i efteråret 2009, men nu har tv-stationen fået lov til at lave to i stedet.
Folketingets partier har netop givet DR lov til at splitte den planlagte børne- og historiekanal op i to, så der bliver tale om både en børnekanal og en historie/kulturkanal, oplyser DR i en pressemeddelelse.
"De to genrer har umiddelbart ikke noget med hinanden at gøre, så det her betyder, at vi kan give danskerne et bedre tilbud," siger DR's mediedirektør Lars Grarup til Berlingske Tidende.
Fra efteråret 2009 vil man kunne se materiale fra DR's arkiver, nye egenproduktioner og nye indkøb på de to kanaler.
"Vi lægger alle de ressourcer, som vi i dag bruger på børn, ind på midten af et bord og undersøger, hvordan vi udnytter dem bedre," siger Lars Grarup.
- Newspaq