Briefing: Ugen i mediebranchen

To produktionsselskaber fusionerer til ét, Qureshi er tilbage som journalist og et millionplus på bundlinjen for Weekendavisen. MediaWatch ser tilbage på ugen i mediebranchen.

Migogaalborg.dk er navnet på mediet, som Michael Qureshi er medejer og redaktør af. | Foto: Screenshot fra migogaalborg.dk
Migogaalborg.dk er navnet på mediet, som Michael Qureshi er medejer og redaktør af. | Foto: Screenshot fra migogaalborg.dk
JULIE FOGDE, LOUISE RESEKE, MORTEN STEEN

Endnu en arbejdsuge går på hæld med udsigt til høj sol og sommerfornemmelser. MediaWatch bringer her overblikket over ugen i mediebranchen.

EU-Kommissionens nye forslag om kvoter for europæisk indhold på streamingtjenester som Netflix har skabt en del debat mellem politikere og organisationer. For er forslaget på 20 pct. for meget, for lidt eller tilpas? Ifølge Klaus Hansen, direktør for Producentforeningen, så er tallet alt for lavt, hvis europæisk indhold skal sikres.

Ugen bød også på et ægteskab af de større i producentbranchen. De to produktionsselskaber Sand TV og Immergut slår sig sammen - og afviser ikke, at det nye Raccoons Entertainment vil opkøbe flere selskaber. "Vi er et økonomisk stærkt selskab og er klar til at konkurrere. Så jeg vil slet ikke afvise, at der kan ske flere opkøb," lød det fra Kaare Sand, ejer af Sand TV og fremtidig ejer af halvdelen af Raccoons Entertainment. Lars Hammer, direktør og ejer af Immergut, bliver den anden halvdel af det nye selskab.

Ikke nok med at den svenske abonnementstjeneste Storytel for to uger siden købte sin danske konkurrent Mofibo, nu vil adm. direktør Jonas Tellander også til at udgive egenproducerede lydbøger på det danske marked. Det skal ske efter sommerferien. "Vi tror, at ved at skrive direkte til lyd-formatet kan vi skrive på en måde, hvor sproget passer bedre til at blive lyttet til," forklarede han.

Nordisk Film TV meldte onsdag ud, at produktionsselskabernes marked er blevet trængt. Mens omsætningen i selskabet steg, så lå bundlinjen fladt på lige over 25 mio. kr. - de første tegn på nedgang i tv-markedet efter flere år med buldrende vækst, fortalte bestyrelsesformand og tidligere adm. dir. Jacob Houlind.

Michael Qureshi er tilbage. Men det var ikke uden at gøre sig overvejelser om, hvorvidt han overhovedet skulle fortsætte som journalist, fortalte han til MediaWatch, efter han tidligere på ugen blev præsenteret som medejer og redaktør på det nye medie Migogaalborg.dk.

Læsertallene viste desuden, at flere landsdækkende aviser stak af i vintermånederne. Kristeligt Dagblad kunne eksempelvis bryste sig af en fremgang på 18 pct., mens Weekendavisen voksede med 32.000 læsere svarende til 16 pct. Den ugentlige avis forsvarede yderligere sin darling-status i Berlingske Media, da den kort efter præsenterede et flot regnskab med et millionplus på bundlinjen midt i et hårdt år for Berlingske. Dog var det ikke alle landsdækkende dagblade, der gik frem - Både BT, Jyllands-Posten og Søndagsavisen faldt beskedent i læsertal.

Årelange indkøbsaftaler mellem amerikanske studios og danske tv-stationer som MTG og TV 2 er på vej ud. De såkaldte output deals har i årevis bundet tv-stationer i aftaler om at købe alt eller en bestemt kvote af, hvad et selskab som Warner Bros Television eller Fox producerede i en årrække. Men den type aftaler er man gradvist ved at gå væk fra, fortalte MTG. Det giver bedre muligheder for at sende pengene derhen, hvor seerinteressen er, lød det.

Fredag viste det sig, at medieambitioner har kostet fagbevægelsen millioner. I løbet af de seneste 10 år er egenkapitalen i A-Pressen - der er ejet af fagbevægelsen - barberet ned fra 200 til 50 mio. kr. Det viste selskabets seneste årsregnskab, der netop er blevet offentliggjort. A-Pressen endte med et resultat på -4,5 mio. kr., hvilket betyder, at det er syvende gang på otte år, at virksomheden er kommet ud med et underskud.

Det var ikke kun A-Pressen, der blev presset i 2015. Den digitale boghandel Saxo.com, der har JP/Politikens Hus i ejerkredsen, betalte dyrt for investeringer, viste årets regnskab. Efter flere år med fremgang landede selskabet med et underskud på 8,1 mio. kr., hvilket er det laveste nogensinde. "Vi er selvfølgelig ikke glade for det, men det er et planlagt underskud," fortalte adm. direktør Jørgen Balle Olesen. Det var især investeringer i udenlandske aktiviteter og digital udvikling, der hev resultatet ned.

Nyt på jobfronten

Fredag offentliggjorde Aller, at datterselskabet Datagraf Communications får ny direktør. Efter 30 år i virksomheden overlader Svend Erik Baadsgaard tøjlerne til Lars Sander Matjeka. Sidstnævnte er i forvejen direktør for et andet Aller-selskab, nemlig DG Media.

Der var også jobnyt fra tv-verdenen i ugens løb. DR fandt en ny leder af sin Velfærdsredaktion. Fra 1. september overtager Mette Aaby rollen. Hun efterfølger Søren Lindbjerg, der fra 1, august bliver redaktionschef på DR Trekanten.

Det nystiftede produktionsselskab Raccoons Entertainment, der er resultatet af en fusion mellem Sand TV og Immergut, fik i ny programchef. Det blev Troels Uhrbrand Rasmussen, og han er allerede tiltrådt. Han har tidligere været programchef på TV3 og Nordisk Film og producent hos Zentropa, Freeport og senest B-film.

Hos Infomedia udpegede man i den forgangne uge en ny senior insights advisor, der skal styrke social media-området. Valget faldt på Catharina Persson, der har bureau-erfaring fra Ketchum og Mannings Gottlieb OMD, der begge er en del af Omnicom Group.

Det læste vi i andre medier

De må ikke stå alene, de må ikke tage for lang tid i forhold, og de skal hellere forklare end at fortælle lange historier. Det er nogle af hovedpointerne i Washington Post strategi for brugen er video på washingtonpost.com, der er blevet revideret de seneste ni måneder. Journalism.co.uk har hørt mere om arbejdet.

USA's største tv-producent Warner Brothers Studio har nedsat et team, der skal fokusere på at lave indhold til "cable cutters". Ifølge Bloomberg skal den nye enhed have fokus på at lave online video underholdning - og er det seneste modtræk i kampen mod faldende kabel-tv indtægter.

Financial Times berettede om en rapport fra Siocialflow, der viser, at mediernes opslag på Facebook når ud til færre brugere end tidligere på året. Ifølge Socialflow skal forklaringen findes i Facebooks justeringer af netværkets algoritme.

Sparerunder er ikke kun en disciplin, traditionelle mediehuse har stiftet bekendtskab med - The Guardian kunne i ugens løb berette, at Vice News skærer staben til i London og USA.

Wired kunne fortælle om amerikanske giganter som Youtube og Facebook, der har forpligtet sig til at slå hårdere ned på hate speech som del af en ny EU-aftale.

Med ønsket om en god weekend

- MediaWatch

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også