DMJX skruer op for spareplan

Journalisthøjskolen varsler flere besparelser i kølvandet på finanslovsforslaget, der vil skære yderligere i skolens tilskud. Rektor udelukker ikke fyringer.

Foto: Thomas Emil Sørensen/Polfoto/Arkiv
Foto: Thomas Emil Sørensen/Polfoto/Arkiv

Der er lagt op til en større sparerunde end forventet i efteråret på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, DMJX.

Hvis det nye finanslovsforslag, der lægger op til en beskæring af basistilskuddet til skolen, bliver til virkelighed, skal skolen spare yderligere 10 mio. kr. ud over de 14 mio., som skolen i forvejen skulle spare, vurderer rektor Jens Otto Kjær.

"Hvor vi før kiggede ind i en besparelse på 14 mio. kr. over tre år, så kigger vi nu ind i en besparelse på 24 mio. kr. over fire år," siger Jens Otto Kjær Hansen.

Frivillige fratrædelser

DMJX har siden december opereret med en spareplan, der nedbringer udgifterne fra 2016-2019 med i alt ca. 14 mio. kr. på grund af omprioriteringsbidraget på 2 pct. og en nedsættelse af optaget.

Den nye økonomiske virkelighed, der tegner sig for skolen i finanslovsforslaget, betyder, at skolen nu lægger op til yderligere besparelser og stilingsnedlæggelser.

"Med de udsigter har vi varslet medarbejderne om, at vi i ledelsen mener, at det er nødvendigt at lave en ret kraftig besparelse. Det har vi været åbne om. Vi har også meddelt, at ledelsens vurdering er, at vi ikke kan komme uden om stillingsnedlæggelser, og vi har samtidig iværksat en model med mulighed for frivillig fratrædelse, så vi kan finde så meget som muligt ved naturlig afgang inklusiv frivillig fratrædelse. Det vil bringe os et stykke af vejen, men hvor langt det kan bringe os mod målet, ved vi først endeligt i slutningen af september," siger Jens Otto Kjær Hansen.

Færre ledere

Han understreger, at ledelsen vil gå langt for at finde flest mulige besparelser gennem frivillig afgang for at nedbringe det antal afskedigelser, der kan komme i spil.

"Vi vil skrælle alle unødvendige udgifter væk. Dertil kommer frivillige fratrædelser, naturlig afgang og en reduktion af ledelseslaget, som vi allerede har gennemført og vundet nogle millioner på, så vi er allerede et godt stykke af vejen. Derfor er det for tidligt at sige, hvor mange der ufrivilligt skal siges farvel til," siger Jens Otto Kjær Hansen.

Den ekstra besparelse skyldes især, at finanslovsforslaget lægger op en beskæring af DMJX basis- og udviklingstilskud.

"Forslaget lægger op til en beskæring af tilskuddet på 4,5 mio. kr. stigende til 4,9 mio. kr. i 2019, og det er vi selvsagt meget forundrede over. Vi har fået det samme hvert år siden fusionen (med Den grafiske højskole i 2008, red.), og at nogen nu synes, der er anledning til at skære i det grundtilskud til os, mig bekendt som de eneste, er helt uforståeligt," siger rektor Jens Otto Kjær Hansen.

Han uddyber, at DMJX på et bestyrelsesmøde 21. september fastlægger de endelige planer for besparelserne.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også