Kigger man på listen over de 100 selskaber, som betaler mest skat i Danmark, er virksomheder som Google, Facebook og Apple ikke at finde. Men techgiganterne skal også huske at bidrage til skatskasserne i de lande, hvor pengene genereres, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V) til Berlingske.
"Når man tjener penge, skal man huske, at man skal betale noget tilbage til det samfund, hvor man har tjent dem, og der hvor værdien er skabt. Og det kniber gevaldigt for nogle techgiganter at forstå den samfundskontrakt," siger han til avisen.
Særligt Facebook, Google og Apple er blevet kritiseret for at tjene store summer på det europæiske marked og på samme tidspunkt betale lidt eller ingenting til de europæiske statskasser.
Karsten Lauritzen ser frem til næste år, hvor en international liste skal synliggøre, hvilke selskaber der betaler skat fra land til land i OECD-landene. I foråret fremlagde EU-Kommissionen et udspil til beskatning af digitale virksomheder. Efter stor uenighed har EU's finansministre valgt at udsætte beslutningen, om hvorvidt der skal lægges en digital på techgiganter, til efter jul.