Danske Medier vil tage falske annoncer op med Google

Efter flere tilfælde af falske annoncer, der slipper gennem filtrene til danske nyhedssites, vil Danske Medier tage sikkerheden op med Googles annoncebørs. Hos techkoncernen ser man "alvorligt" på fænomenet.

Foto: Ritzau Scanpix/Bax Lindhardt
Foto: Ritzau Scanpix/Bax Lindhardt

Den nåede kun at ligge fem minutter på bt.dk - annoncen for sitet Bitcoin Revolution søndag formiddag fra kl. 10.35 til 10.40. Men det var længe nok til at minde Berlingske Medias annoncedirektør, Kenneth Madsen, om en af de "mildt sagt frustrerende" udløbere af et vildtvoksende digitalt annoncemarked.

Annoncen i fake news-kategorien har figureret på flere nyhedssites og bruger intetanende danske kendisser som talerør for investeringer i kryptovaluta, som flere medier bl.a. Finans har beskrevet det. Samtidig har annoncen været udformet som en artikel fra Berlingske Business - og er altså misbrug med misbrug på.

"Vi er i en digital virkelighed, hvor vi formentlig kommer til at opleve større og større grad af den her type annonce. Derfor er det vores ansvar som medie og branche at finde en måde at håndtere det på," siger Kenneth Madsen.

"Det er i et begrænset omfang, vi oplever den type fejl, men det er klart, at som branche og medie kan det give troværdighedsproblemer, hvis det ikke bliver styret."

Flere tilfælde

Berlingske Media er ikke alene om at have bragt den falske annonce, bl.a. Jyllands-Posten har også haft den inden for dørene på nyhedssitet. Berlingske er heller ikke alene om at se et af koncernens mediebrands og nyhedssites kopieret i markedsføringssammenhæng. Tidligere i oktober beskrev Ekstra Bladet, hvordan tv-værten Sofie Linde blev misbrugt i en reklame for et kosmetikfirma i det, der i layout og design lignede en artikel fra Ekstra Bladet, men som altså var falsk.

Også i september var diskussionen fremme, da flere nyhedsmedier herunder Jyllands-Posten og Århus Stiftstidende bragte en annonce med urigtige oplysninger om danske muslimer, der lige som de øvrige eksempler burde have mødt et stopskilt inden offentliggørelse.

Når det ikke skete, handler det om den del af det digitale annoncesalg, der foregår automatisk og i realtid på nettet på de såkaldte åbne annoncebørser, hvor medier og annoncører ikke på forhånd har kendskab til og siger god for hinanden, men sætter liden til de screeningsalgoritmer, der skal forhindre, at tvivlsomme annoncer kan sælges ind til seriøse mediesites.

Google på banen

En af de største er Googles annoncebørs, Display Networks, hvor medierne kan sætte det overskud af trafik eller eyeballs på nyhedssitet til salg. De private mediers organisation Danske Medier vil nu have techkæmpen på banen for at skærpe blikket på sikkerheden.

"Medierne tager problemstillingen omkring annoncer med falsk indhold meget alvorligt. Vi vil derfor tage kontakt til Google med henblik på at afdække, hvordan det kan bedre kan sikres, at der ikke slipper den slags gennem deres systemer," siger Allan Sørensen, digital chef i Danske Medier.

Han uddyber, at Google sidder på hovedparten af salget på de åbne annoncebørser, hvor medier typisk sætter overskudstrafik til salg til annoncører og bureauer, og som, foreningen mener, er hovedkanalen for problemet.

"Det er vores indtryk, at de fejl, der sker, primært er koncentreret omkring åbne ad exchanges," siger han.

"Der foregår også en vis sikring og kontrol, men det kan være sværere at holde styr på det her, fordi det foregår i realtid og er automatiseret. Både medier og børser har kontrolalgoritmer, men ingen systemer er ufejlbarlige."

Omfanget af falske annoncer, der ryger igennem filtrene hos Google og medierne, er ifølge Allan Sørensen beskedent på det danske marked. Men organisationen vil stikke en føler ud til medlemmerne for at tage bestik af, om der er sket en stigning.

"Der bliver indrykket tusindvis af kampagner hver dag, og heldigvis er det kun i få tilfælde, der slipper falske annoncer igennem. Men vi vil følge op over for vores medlemmer for at høre, om der er et stigende problem med, at Google slipper falske annoncer igennem," siger Allan Sørensen.

Google: Vi handler hurtigt

Hos Google Danmark siger Ricco Zuschlag, der er ansvarlig for strategiske samarbejder, i et mailsvar, at kvalitetssikring er et område, Google tager "meget alvorligt".

"Google har meget strenge annonceringspolitikker sat op for at kunne stoppe denne slags misbrug på vores netværk. Indimellem sker det desværre alligevel. Og bliver vi opmærksomme på annoncer, der bryder vores retningslinjer, handler vi hurtigt for at stoppe det," kommenterer Ricco Zuschlag, der uddyber, at det også handler om, at medierne skal bruge Googles screeningværktøj.

"Vi har flere forskellige værktøjer til at forhindre uønskede annoncer. Et af disse ligger hos medierne, der viser annoncerne, og handler om at screene alle annoncer, inden de bliver vist. Derudover samarbejder vi med medierne for at stoppe misbrug," lyder det fra Ricoo Zuschlag.

Fælles kamp

Tilbage hos Berlingske Media er annoncedirektør Kenneth Madsen på linje med Googles chef ikke i tvivl om, at det kræver en fælles indsats, hvis hullerne i det digitale økosystem på annoncemarkedet skal lukkes.

"Vi kan bl.a. styrke indsatsen ved at arbejde endnu tættere sammen i branchen, da vi har en fælles interesse i at få det stoppet," siger han.

"Det er en dialog med vores kunder og mediebureauer, men i den grad også med vores teknologileverandører, for det er noget, vi skal kunne stå på mål for håndteringen af."

Opdateret kl. 9.05: Allan Sørensen er digital chef i Danske Medier og ikke direktør for Danske Medier Research, som det først fremgik.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også