Helle Bjørnskov Fischer, 44, bliver ny juridisk direktør for Egmonts koncernjuridiske afdeling næste år, oplyser Egmont i en pressemeddelelse.
Hun kommer fra stillingen som VP Group Legal i Carlsberg.
”Jeg ser frem til, at Helle Bjørnskov Fischer skal stå i spidsen for Egmonts koncernjuridiske afdeling. Helle Bjørnskov Fischer har en stærk baggrund, som er relevant i vort arbejde i 30 lande og med mange medievirksomheder i koncernen,” udtaler koncernchef Steffen Kragh.
Helle Bjørnskov Fischer afløser advokat Karl Skovbæch Pedersen (67), der efter 35 års arbejde for Egmont koncernen overgår til et mere fleksibelt arbejdsliv, skriver Egmont.
Helle Bjørnskov Fischer er advokat og har udover en cand.jur. fra Københavns Universitet en LLM International & European Law fra Vrije Universiteit Brussels, Belgien, samt en HD i finansiering. Hun har tidligere arbejdet for advokatfirmaet Gorrissen Federspiel Kierkegaard og for advokatfirmaet Ashurst i Bruxelles. Hun tiltræder i Egmont 1. april 2014.