Det digitale magasin UGEN, som blev lanceret af Berlingske Media sidste år, kommer alligevel ikke igen efter sommerferien.
Ifølge koncernchef i Berlingske Media, Lisbeth Knudsen, var økonomien ikke lovende nok til at fortsætte det digitale eksperiment:
”Sådan er det nu engang i den digitale verden. Der skal vi kunne bryde nogle grænser med nye initiativer. Nogle gange vil det lykkes. Andre gange slår det fejl i forhold til markedet, og så lukker vi ned og kommer videre med noget nyt,” siger Lisbeth Knudsen i en pressemeddelelse.
Berlingske er i gang med at udvikle andre typer af betalingskoncepter efter freemium-modellen med noget gratis og noget betalt indhold, og i de fremtidige overvejelser indgår det at bruge både navnet UGEN og nogle af ideerne fra konceptet i et nyt format.
De to projektansatte medarbejdere på UGEN vil blive tilbudt ansættelse på B.T. i forbindelse med, at avisen skal producere nyheder til den nye radiokanal POP FM, som Berlingske skal drive sammen SBS.