Zulu brygger på eget digitalt univers på 15-års fødselsdag

Efter 15 år ser TV 2 på mulighederne for et selvstændigt liv på nettet til Zulu, siger kanaldirektør, der dog forventer, at Zulu også kan fejre 20 års fødselsdag som tv-kanal.

Femten år er i morgen, torsdag, gået, siden TV 2 lancerede sin første nichekanal, TV 2 Zulu, med Palle Strøm og Keld Reinicke i spidsen.

På de år har TV 2 Zulu manifesteret sig som et af landets stærkeste tv-brands sammen med DR2, og sidste år opnåede kanalen den bedste seerandel nogensinde i målgruppen de 15-40 årige på 6 pct. Det placerede Zulu som landets fjerde mest sete kanal i målgruppen efter de to hovedkanaler og TV3.

Dagen før sin fødselsdag er TV 2 Zulu nu klar til at løfte lidt af sløret for det næste skridt i rejsen for kanalen: Et muligt selvstændigt digitalt univers rundt om Zulu.

"Når man bliver 15 år, flytter man ud af forældrenes dagligstue og ind på værelset. Nu om dage er det med et digitalt device i hånden. Vi vil være det brand, de har en aftale med lige meget, hvilket device de har. Det kan være gennem deres eget fjernsyn, laptop, tablet eller mobiltelefon," siger Sune Roland, kanalchef for TV 2 Networks, som Zulu hører under.

Mere digitalt fuldservice

Anledningen til de digitale overvejelser er et ønske om at bevare TV 2 Zulus styrke som tv-kanal, men samtidig flytte sig derhen, hvor brugerne også er. Signalet til brugerne skal være, at Zulu er mere end en tv-kanal. Her har TV 2 allerede et stærkt kort på hånden i TV 2 Play, der for nyligt rundede 200.000 brugere. Men selvom Zulu i dag er en væsentlig driver for Play, skal et fremtidig digitalt Zulu-univers ikke nødvendigvis bygges op om Play.

"En af de løsninger er at få Play i vores egen butik, men det kan også være andre måder at udkomme på. Det kan være, at vi skal skabe et helt andet, større digitalt univers om Zulu-brandet. Det kan sagtens tænkes," siger Sune Roland.

"Min drøm er, at vi er mere fuldservice på alle digitale ting, hvor Play kan være en del af det."

Sune Roland ønsker ikke at fortælle mere om planerne om et digitalt Zulu-univers udover, at de er "undervejs". Han forventer, at TV 2 kan præsentere noget inden for et år.

Introducerer nye genrer

Tankerne om et digitalt univers er en af flere digitale overvejelser, som Zulu gør sig, og som vil være gennemgående de kommende år.

"Vi vil også se på, om vi er nok tilstede på apps, og om vi skal åbne mere op for partnere," siger Sune Roland, som tilføjer, at Zulu formentligt har det største Facebook-hold i den danske tv-branche, som skal sikre, at Zulu har en dialog med brugerne.

På indholdssiden er Zulu i mange år lykkedes med især comedy og stand up. Men også her forsøger kanalen at skele til, hvor brugerne også er, når de ikke ser tv. Det er i det lys, at Zulu har udvidet programporteføljen med Youtube-stjerner og e-sport.

"Det er en anerkendelse af, at brugerne også er andre steder," siger Sune Roland.

Yngre målgruppe på Play

I starten af året blev TV 2 Zulu ramt af et benspænd, da tv-distributøren Yousee flyttede kanalen fra mellem- til fuldpakken. Det kostede Zulu 130.000 husstande og ikke mindst et hak i kanalens share. I tredje kvartal daler TV 2 Zulu til en share på 4,6 i den kommercielle målgruppe, de 19-50 årige. Det svarer til et fald på et share-procentpoint i forhold til samme periode sidste år, viser tal fra TNS Gallup.

Ifølge TV 2's egne tal står det imidlertid ikke lige så slemt til. Godt nok falder Zulu 0,8 procentpoint i 20-60-målgruppen, som TV 2 regner i. Men i kanalens egen målgruppe, de 15-40 årige, er der kun tale om et mindre fald.

"Det sjove ved penetrationstabet er, at vi har tabt udbredelse, men ikke seerminutter. Så nogle af dem, der har mistet kanalen i deres pakke, var måske slet ikke Zulu-seere," siger han.

Han erkender dog, at Zulu er ramt af de samme strukturelle udfordringer som resten af tv-markedet: At flow-tv daler i takt med at befolkningen ældes. Udviklingen foregår dog ikke i lige så højt tempo i Zulus målgruppe, hvor kanalens gennemsnitlige seer er 37 år, fortæller Sune Roland.

"Vi kan endnu ikke måle målgruppen på Play, men jeg antager, at den er væsentlig yngre end de 37 år. Det er også det, der lægger op til den strategiske snak, om hvordan vi udkommer fremadrettet," siger han.

Vil bestå som tv-kanal

Både TV 2's adm. direktør Merete Eldrup og programdirektør i TV 2, Anne Engdal Stig Christensen, har begge udtalt, at TV 2 Networks ikke har planer om at søsætte nye nichekanaler. Markedet er simpelthen mættet, lyder det.

Det får dog ikke Sune Roland til at tro, at Zulu's fremtid som tv-kanal er i fare.

"Jeg tror ikke, at Zulu står yderst på skamlen. Det er et stærkt brand, som vil blive ved med at være der," siger han og tilføjer:

"Men vi skal indse, at vi vil se en naturlig tilbagegang på flow, men den skal vi løfte og udbygge på andre platforme."

Han regner med, at Zulu også har status af traditionel tv-kanal, når den fejrer rund fødselsdag om fem år.

”Jeg tror, at vi også kan fejre 20 års fødselsdag som en tv-kanal og også som en stærk tv-kanal. Men vi er meget stærkere digitalt og andre steder. Det er den rejse, vi skal på."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også