Blå blok genåbner ikke medieforliget for at genoprette Underholdningsorkestret, hvis blå blok vinder næste valg.
Det fastslår Venstres kulturordfører, Michael Aastrup Jensen (V), efter de Konservative og Dansk Folkeparti i går luftede tanker om at ændre kulturminister Marianne Jelveds (R) beslutning om at lukke orkestret, hvis de borgerlige kommer til magten efter næste folketingsvalg i 2015.
"Det er en ekstremt teoretisk situation at diskutere, for det kan være, at der først kommer valg til september næste år. Hvis vi skal finde en løsning på den baggrund, vil den måske først træde i kraft om et år, og i den periode har orkestrets medlemmer forhåbentlig fundet nyt arbejde," siger Michael Aastrup Jensen til Berlingske Nyhedsbureau.
Virkeligheden er, at Marianne Jelved har besluttet at lukke orkestret imod et politisk flertal., siger han. Efter et møde med partiernes kulturordførere valgte Marianne Jelved tirsdag at skære igennem og beslutte, at orkestret lukker, sådan som DR's bestyrelse besluttede i begyndelsen af september.
Michael Aastrup Jensen minder om, at orkestret ikke vil blive nævnt i den nye public service-kontrakt, og det vil være et juridisk skråplan, hvis man skal prøve at opsige denne kontrakt efter et valg.
LA: Bolden ligger nu hos DR - Vil I lytte til flertal?