Den amerikanske filminstruktør John Singleton er død

Instruktøren bag "Boyz n the Hood", John Singleton, blev kun 51 år.

Foto: Robyn Beck /AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Robyn Beck /AFP/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Den amerikanske filminstruktør John Singleton er død. Han blev 51 år. Det oplyser hans familie ifølge nyhedsbureauet AP.

John Singleton, der blandt andet stod bag filmen "Boyz n the Hood", døde på et hospital i Los Angeles, 12 dage efter at han blev ramt af et slagstilfælde.

"Han døde fredfyldt, omgivet af familie og venner," siger en repræsentant for familien ifølge netmediet TMZ.

John Singleton fik sit store gennembrud med debutfilmen "Boyz n the Hood" fra 1992. Filmen, der er en socialrealistisk skildring af et ghettoområde i Los Angeles, betød, at Singleton, som den første afroamerikaner, blev nomineret til en Oscar for bedste instruktion.

Han var bare 24 år, da han modtog nomineringen, hvilket samtidig gør ham til filmhistoriens yngste nominerede i kategorien.

Siden instruerede Singleton otte andre spillefilm, adskillige tv-serier, ligesom han også skrev adskillige manuskripter og producerede andres film.

Han har blandt andet instrueret actionfilmen "2 Fast 2 Furious", det historiske drama "Rosewood" samt flere afsnit af de populære tv-serier "Empire" og "Billions".

John Singleton lod sig ifølge TMZ indlægge på et hospital i Los Angeles, tidligere i april, efter at han havde oplevet følelsesforstyrrelser i benene i kølvandet på en tur til Costa Rica.

Efter knap en uges indlæggelse fik han det slagtilfælde, der endte med at koste ham livet.

Singletons familie udtaler ifølge Reuters, at han var "en yderst produktiv og skelsættende instruktør, der ændrede spillets regler og åbnede døre i Hollywood".

Flere amerikanske film- og tv-stjerner begræder på sociale medier instruktørens dødsfald.

Blandt andre filminstruktøren Jordan Pelle, der stod bag succesfilmen "Get Out", kalder Singleton for en enorm kilde til inspiration.

- John var en modig kunstner og en sand inspiration. Hans visioner ændrede alting, skriver han på Twitter.

Jordan Peele vandt selv en Oscar for sit originale manuskript til filmen "Get Out", hvilket gjorde ham til den første afroamerikaner til at vinde i den kategori.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også