Rutineret Christianborg-journalist vender tilbage til tv-skærmen

Det bliver en journalist med over 30 års erfaring fra Christiansborg, som skal stå i spidsen, når dk4 sætter mere fokus på dansk politik og lancerer tv-programmet "Ministrene fra Borgen".

Foto: Ritzau Scanpix/Jeppe Carlsen
Foto: Ritzau Scanpix/Jeppe Carlsen

Når serien "Ministrene fra Borgen" får premiere på dk4, bliver det en erfaren Christiansborg-journalist, som skal styre løjerne.

Journalist Kaare R. Skou indtager værtsrollen, når nuværende ministre i programmet skal fortælle om deres politik og visioner. Det fremgår af en pressemeddelelse fra dk4.

"Med 30 års erfaring med journalistik blandt politikerne på Christiansborg og med en meget høj troværdighed er Kaare R. Skou den helt rigtige vært til en seriøs programserie om dansk politik med de siddende ministre. Jeg er derfor meget glad for, at Kaare R. Skou har påtaget sig opgaven, selv om han har rigeligt at se til med forfatter- og foredragsvirksomhed," siger Stig H. Hasner, der er grundlægger og ejer af dk4 i pressemeddelelsen.

Hvert afsnit af "Ministrene fra Borgen" vil vare 55 minutter. I den tid vil siddende ministre tale om politik inden for deres område, mens ministeren og Kaare R. Skou også vil fortælle, hvordan de danske love er kommet til at se ud, som de gør.

"Ministrene fra Borgen" får premiere den 10. oktober. Den første minister, som gæster programmet, er Eva Kjer Hansen, som er minister for fiskeri og ligestilling samt minister for nordisk samarbejde. I det næste afsnit får Kaare R. Skou besøg af kultur- og kirkeminister Mette Bock.

Kaare R. Skou var i mange år politisk reporter og kommentator på TV 2, hvor han stoppede i 2011 efter folketingsvalget.

"Jeg føler, at jeg så har gjort min pligt, og et valg er et godt tidspunkt at skifte," udtalte han i den forbindelse til Børsen.

Samtlige 22 ministre er inviteret til at deltage i serien, der lanceres op til et nyt folketingsvalg.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også