Direktørskifte på vej i People's Press

Medstifter og direktør er på vej ud af forlaget People's Press, bekræfter han. Ifølge MediaWatchs oplysninger er den nye direktør fundet og har rødder hos Gyldendal.

Foto: Ritzau Scanpix/Jens Dresling
Foto: Ritzau Scanpix/Jens Dresling

Forlaget People's Press står over en udskiftning i ledelsen. Ifølge MediaWatchs oplysninger takker direktør og medstifter af forlaget, Jan Degner, nu af, to år efter forlaget blev solgt til svenske Storytel for 75 mio. kr.

I stedet er en ny direktør på vej, og her peger pilen på tidligere direktør for DR Kultur og mangeårig chef hos Gyldendal, Tine Smedegaard Andersen, ifølge MediaWatchs kilder.

MediaWatch har været i kontakt med Jan Degner, der bekræfter, at der er planer om, at han stopper, men ikke vil sætte dato på hvornår.

"Jeg kan bekræfte, at jeg på sigt stopper," siger direktør for People's Press, Jan Degner, der også bekræfter, at forlaget er i gang med at rekruttere en efterfølger.

"Jeg vil sige, at vi er på udkig efter en afløser," sige Jan Degner, der dog ikke vil be- eller afkræfte, at der er fundet en ny direktør.

MediaWatch har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Tine Smedegaard Andersen.

Ny ejer i 2017

People's Press har siden 2017 været ejet af den svenske børsnoterede vækstvirksomhed Storytel, der har sin kerneforretning i markedet for streaming af e-bøger og lydbøger. Selskabet har i løbet af få år ekspanderet sin streamingtjeneste Storytel kraftigt til markeder uden for Skandinavien og Europa, men kigger langt efter overskud. I de første tre kvartaler sidste år var tabet før finansielle poster tæt på 175 mio. svenske kr.

Ved siden af den digitale distributionsplatform satser Storytel på forlagsforretning og har bl.a. opkøbt Sveriges næststørste forlag, Norstedts, og for to år siden altså også danske People's Press.

People's Press har ikke sendt 2018-regnskabet på gaden, men fik i 2017 beskåret bundlinjen kraftigt ifølge ledelsesberetningen bl.a. på grund af nedskrivninger af lageret og investeringer i digitalisering. Sidstnævnte ligner den store opgave, som en kommende direktør skal tage den næste tørn med, og som også fremgår af regnskabets beretning.

"Efter købet af People's Press er der målrettet fokuseret på en strategi, der blandt andet via en markant innovativ forøgelse af den digitale markedsandel, skal ekspandere People's Press' konkurrencedygtighed på alle parametre," hedder det i ledelsesberetningen i regnskabet for 2017.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også