Jysk Fynske skal spare millioner på fotografer

Udgifterne til fotografer skal sænkes med 5 mio. kr. hos Jysk Fynske Medier. Afskedigelser kan ikke undgås ifølge chefredaktør, der samtidig afviser akut behov for at spare pengene, det handler om at fremtidssikre udgivelser og produktion.

Foto: Mads Hansen/PR/Jysk Fynske Medier
Foto: Mads Hansen/PR/Jysk Fynske Medier

Jysk Fynske Medier skal fremover klare sig med færre fotografer. Det fremgår af en intern meddelelse, som MediaWatch har set.

I alt skal mediekoncernen spare 5 mio. kr. i personaleomkostninger på området. Besparelserne er varslet i dag, og ledelse og tillidsrepræsentanter har nu 14 dage til at forhandle besparelserne på plads.

"(Vi) reducerer vores personaleomkostninger i fotoafdelingen med et årligt beløb på 5 mio. kr. Det betyder desværre, at vi må sige farvel til et antal fotografer, og at afskedigelser ikke kan undgås," fremgår det af meddelelsen.

Det reducerede fotobudget trækker tråde tilbage til de besparelser, der blev indledt og rullet ud i foråret. Her meddelte Jysk Fynske Medier, at fotoområdet ville blive sat under lup senere, og det er altså nu sket, uddyber adm. chefredaktør i Jysk Fynske Medier over for MediaWatch.

"Vi har i formiddags orienteret tillidsfolk og medarbejdere om, at vi går i gang med at designe vores fotoredaktion til det behov, vi mener, der er for det i fremtiden. Det betyder, at vi reducerer vores personaleomkostninger på foto med 5 mio. kr. Hvor mange stillinger det er, vil vise sig i løbet af de 14 dages forhandlinger, som der nu er gået i gang med tillidsfolkene, inden vi skal gennemføre et antal afskedigelser ved udgangen af denne måned," siger Peter Orry, adm. chefredaktør i Jysk Fynske Medier, om besparelserne til MediaWatch.

Mediekoncernen har 36 fastansatte fotografer.

Fremtidssikring af medier

Han oplyser, at der ikke er tale om et akut opstået behov for at finde penge i budgettet.

"Det her er ikke en spareøvelse i den forstand, at vi har behov for at spare 5 mio. kr. her og nu. Det er vores bedste bud på at fremtidssikre vores medier til en fremtid, hvor vi ved, at vi næppe kommer til at få flere redaktionelle medarbejdere. Det er et forsøg på at vise, at vi står i den situation, hvor billeder i dag er noget, man kan få fra mange andre steder end professionelle og uddannede fotografer. Man kan hente dem mange steder ude i samfundet. Vi går alle sammen rundt med en mobiltelefon og kan tage rimeligt kvalificerede billeder. Der er nogle løsninger på den front nu og i fremtiden. Vi vil for at sige det lidt firkantet foretage en lille vægtning mod at prioritere det skrevne ord over billeder med vores fastansatte medarbejdere," siger Peter Orry.

Chefredaktøren fortæller, at Jysk Fynske Medier "gør rigtigt meget" for at få skrivende journalister til at tage billeder selv. Det sker blandt andet gennem opkvalificering og efteruddannelse og indkøb af fotoudstyr til de enkelte redaktioner.

De professionelle fotografer vil fremover blive brugt til de opgaver, hvor den visuelle del af indholdet spiller den største rolle.

"Vi vil prioritere de professionelle fotografer til de opgaver, der kræver noget ekstra, og hvor billedet spiller en meget væsentlig rolle i formidlingen. Til det, man kan kalde de almindelige rugbrødsbilleder til de mindre historier, hvor billedet ikke er altafgørende, vil vi satse på at få billeder ad andre kanaler eller få de skrivende journalister til at tage billederne," siger Peter Orry.

Om den fremtidige kvalitet af fotografierne i Jysk Fynske Mediers siger chefredaktøren:

"Den skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at bevare. Selvfølgelig vil det betyde noget, at vi ikke kommer til at råde over det antal fotografer, som vi nu kommer til at afskedige. Men vi vil stadigvæk have Danmarks største fotoredaktion. Vi har i dag 36 fotografer, og vi kommer til at have et stort antal fortsat."

Er ikke øremærket nyt formål

Selvom besparelsen ifølge Peter Orry altså ikke er udtryk for et pludseligt hul i kassen, så er pengene ikke blevet afsat til andre formål i mediekoncernen.

"Vi opererer med et kæmpestort redaktionelt budget. Det er ikke sådan, at vi nu frigør 5 mio. kr., som vi lægger direkte over i en anden kasse. Vi letter vores omkostninger med 5 mio. kr., hvilket alt andet lige gør det nemmere for os at foretage os andre ting."

Men pengene er ikke øremærket et specifikt formål fremover?

"Nej, det er de ikke," siger Peter Orry.

De varslede besparelser i fotobudgettet kommer efter, Jysk Fynske Medier i juni meddelte, at budget til freelancefotografer skæres stort set helt væk for resten af 2017. Men den udgiftspost skal ikke holdes nede på det niveau efter nytår.

"Vi har ikke afskaffet vores freelancefotobudget permanent. Det gælder kun for 2017 for at rette op på det redaktionelle overforbrug, vi havde i årets første halve år," siger Peter Orry.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også