Jysk Fynske-trykkerier ramt af arbejdsnedlæggelse

Medarbejderne har nedlagt arbejdet på to trykkerier i aviskoncernen. Direktører og ledere har i stedet overtaget arbejdet på trykpressen.

Foto: Ole Frederiksen/Polfoto/Arkiv
Foto: Ole Frederiksen/Polfoto/Arkiv

Jysk Fynske Mediers trykkerier i Odense og Struer er ramt af arbejdsnedlæggelser. Det fortæller adm. direktør i koncernen, Jesper Rosener.

Bag arbejdsnedlæggelsen ligger den synergiplan, som Jysk Fynske Medier er i gang med at rulle ud. Den betyder blandt andet, at der skal spares 10 pct. på udgifter til personale i koncernens enheder.

"Baggrunden for arbejdsnedlæggelsen er, at vi ikke har kunnet finde enighed om trykkeriernes bidrag til vores synergiplan. Vi skal opnå besparelser på 10 pct. på personaleomkostninger i alle enhederne. Vi har forsøgt at forhandle en ordning på plads med trykkerierne, men vi har ikke kunnet komme overens. Derfor står vi nu i en arbejdsnedlæggelse. Vi har arbejdet med mange forskellige forslag til, hvordan vi kan løse det her, men intet af det er blevet imødekommet," siger Jesper Rosener.

Jysk Fynske Medier arbejder på at få begge trykkerier op at køre igen uden medarbejdernes arbejdskraft.

"Indtil videre forsøger vi at få alle trykkerierne i gang. Lige nu er vi ved at komme i gang i Odense, hvor vi har samlet et hold af direktører og ledere, der går på trykpressen og forsøger at få gang i den. Det samme prøver vi med trykkeriet i Struer," siger Jesper Rosener.

Horsens Folkeblad skriver, at ledelsen har foreslået flere løsninger, men nu har set sig nødsaget til at sænke trykkerimedarbejdernes løn over en bred kam.

"Derfor har vi ikke haft anden mulighed end at reducere deres løn med 10,81 pct., så de lige som deres kolleger i resten af virksomheden bidrager til den fælles reduktion af omkostningerne. Det er efter at have modtaget den besked, at trykkerne har valgt at gå hjem," skriver redaktørerne for Horsens Folkeblad, Vejle Amts Folkeblad og Fredericia Dagblad.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.