Sjællandske Medier opkøber endnu en ugeavis

To lokalaviser i Lejre bliver til én, efter Sjællandske Medier har opslugt lokal konkurrent i området. Ejer og udgiver følger med og bliver ny chef for den samlede udgivelse.

Foto: Screenshot
Foto: Screenshot

Kort efter Sjællandske Medier overtog ugeavisen Paperboy i Roskilde, er den regionale sværvægter afsender på en ny konsolidering.

Denne gang i Lejre, hvor Sjællandske overtager Lejre Lokalavis, der hidtil har været den lokale konkurrent til Midtsjællands Folkeblad, der udgives af Sjællandskes datterselskab Midtsjællands Bogtrykkeri og Folkeblad A/S.

De to aviser bliver efter overtagelsen 8. oktober slået sammen, fremgår det af en meddelelse.

I forbindelse med sammenlægningen stopper direktør for Midtsjællands Folkeblad og selskabet bag, Claus Hansen, der skifter til en stilling som chef for Sjællandske Mediers kommercielle aktiviteter i Sorø Kommune, bl.a. som bladchef for ugeavisen Sorø Avis.

Chef fortsætter

Ny direktør og bladchef for den samlede ugeavis bliver Klaus W. Rasmussen, der gennem syv år har ejet og drevet Lejre Lokalavis.

"Vi tager det bedste med fra begge aviser. Vi får yderligere muligheder for at tilbyde vore læsere og annoncører en god avis," siger den nye avis’ chef, Klaus W. Rasmussen, der gennem syv år har drevet den selvstændige forretning i Lejre Lokalavis ApS.

Han begrunder beslutningen om at lægge selskabet ned med, at fusionen baner vej for en udvikling centreret omkring om én avis og om fælles tilbud på nettet.

Flere digitale kræfter

Sjællandske Mediers adm. direktør Torben Dalby Larsen pointerer, at konsolideringen bl.a. skal give flere digitale muskler til den fusionerede avis.

”Hele Lejre kommune og Tølløse-området får med Lejre Lokalavis og Midtsjælland Folkeblad en stor og samlet ugeavis, som hver eneste uge vil vise de mange muligheder og tilbud i området – og vi følger naturligvis op med en større og samlet aktivitet på nettet.  Vi vil prioritere både print og net," siger formanden for Midtsjællands Bogtrykkeri og Folkeblads bestyrelse, chefredaktør Torben Dalby Larsen.

Lejre Lokalavis havde sidste år et overskud på knap 400.000 kr. ud af en bruttofortjeneste på 1,22 mio. kr. Hos Sjællandske Mediers datterselskab, der både rummer bogtrykkeri og ugeavis, var indtjeningen noget lavere med et nulresultat på 5500 kr. ud af en bruttofortjeneste på 4 mio. kr. i 2017.  

Ud over Klaus W. Rasmussen forventer parterne, at der følger en salgskonsulent og en freelancejournalist med fra Lejre Lokalavis til den nye samlede udgivelse.

Lokalmedie med Dagens.dk-ejer bag åbner i en række byer 

Herlev Bladet topscorer i nomineringer til ugeavispriser 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også