BTMX-journalister nedlægger arbejdet en dag mere - uvist om begge aviser udkommer

Journalisterne på BTMX holder modsat kollegerne på Berlingske fast i arbejdsnedlæggelsen, som blev vedtaget i går i protest over besparelser i koncernen. Ifølge ansv. chefredaktør er det uvist, om både BT og Metroxpress udkommer i morgen, men siger, at mindst en af titlerne udkommer.

Foto: Ritzau Scanpix/Mads Claus Rasmussen
Foto: Ritzau Scanpix/Mads Claus Rasmussen

Mens journalisterne på Berlingske er tilbage på arbejde, har journalisterne på BTMX på et møde til formiddag valgt at forlænge arbejdsnedlæggelsen med en dag mere. Det fortæller Jesper Vestergaard Larsen, stedfortrædende tillidsrepræsentant på BTMX, til MediaWatch.

"BT’s medarbejdere har på et møde, hvor der ikke var tillidsrepræsentanter til stede, besluttet at nedlægge arbejdet en dag mere. Begrundelsen er den samme, som blev udtrykt i udtalelsen fra medarbejderne i går," siger Jesper Vestergaard Larsen.

"Medarbejderne mødes igen i morgen, og så tager vi den derfra."

I udtalelsen til ledelsen protesterer journalisterne på BTMX dels over de varslede afskedigelser i Berlingske Media og på BT, dels over planerne om at outsource redaktionssekretariatet til bureauet Wunderkind. 

Forlængelsen af protesten betyder, at de forhandlinger mellem ledelse og tillidsfolk om vilkårene for afskedigelser og outsourcing, som skal i gang, bliver sat på pause.

"Det er min forventning, at kollegerne forhåbentlig går i gang med arbejdet igen i morgen, så vi kan komme i gang med forhandlingerne, men der er ingen forhandlinger med ledelsen, før de er tilbage i arbejdet," siger Jesper Vestergaard Larsen.

Rammer avisproduktion

BT er ikke udkommet torsdag som en konsekvens af gårsdagens arbejdsnedlæggelse. Det er uvist, om avisen udkommer fredag, men ifølge BTMX's ansv. chefredaktør, Michael Dyrby, udkommer i hvert fald en af de to printaviser BT og Metroxpress.

"Bt.dk er oppe at rulle, og det bliver den ved med at være. Vi udkommer også i morgen med aviser. Hvilke, der udkommer, ved vi ikke endnu," siger Michael Dyrby.

Så det er ikke sikkert, at både BT og Metroxpress udkommer?

"Nej, det er ikke sikkert. Men vi udkommer i hvert fald med en avis i morgen."

Tilbage på redaktionen er det de redaktionelle ledere og chefer, som skal holde bt.dk oppe og producere avis på en nyhedsdag, hvor regeringen bl.a. præsenterer sit ghetto-udspil.

Michael Dyrby ærgrer sig over medarbejdernes beslutning om at nedlægge arbejdet.

"Det er deres beslutning, men jeg synes, at det er ærgerligt – ikke mindst over for vores kunder og brugere, som gerne vil betale penge for os. Og vi var klar til at sætte nogle forhandlinger i gang, men det må vi vente med endnu en dag," siger han.

Hver tredje berøres

Planen, som Berlingske Medias ledelse præsenterede for huset onsdag, betyder for BT, at 14 stillinger skal nedlægges og 17 flytte med udlægningen af sideproduktion til bureauet Wunderkind. Ifølge medarbejderne vil det være ensbetydende med, at en tredjedel af BT's redaktion enten vil blive afskediget eller arbejde uden for huset.

"Vi stiller os uforstående overfor, at der igen skal ske så voldsomme afskedigelser på BTMX. Og at hele Berlingske Media skal spare hver 10. medarbejder væk. I BTMX-regi betyder det, at hver tredje medarbejder fremover ikke længere skal være i huset," lyder det i udtalelsen.

"Vi er dybt chokerede over, at man vil outsource hele redaktionssekretariat til en virksomhed uden for huset. Vi betragter det reelt som en fyring af 17 medarbejdere."

"Endvidere mener vi, at det er en omgåelse af overenskomsten, der kraftigt forringer de vilkår og aftaler, vi som journalister har kæmpet for og aftalt os til i årevis," hedder det i udtalelsen, hvor journalisterne også advarer mod de faglige konsekvenser ved udlægningen, som ifølge medarbejderne vil "ødelægge det uvurderlige samarbejde mellem redaktionssekretærer og skrivende journalister”.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også